Strålende AaB udspillede elendige Randers
AaB skal være særdeles uheldig, hvis ikke holdet skal ende i mesterskabsspillet efter sejren over Randers.
AaB er tæt på at undgå nedrykningsgysere i dette års udgave af Superligaen. Efter 4-0-sejren hjemme mod Randers skal nordjyderne have et point i sidste runde inden opsplitningen i hhv. mesterskabsspillet og gruppespillet. Taber AaB til AGF på udebane på søndag, kan klubben endda stadig ende i mesterskabsspillet, hvilket dog vil kræve, at Hobro sejrer på udebane mod Brøndby.
Dette scenarie lå fast efter, at AaB let – alt for let vil kritikere af 14 i hold i Superligaen indvende – vandt over Randers.
Kampen var knap gået i gang, før Randers var bagud. AaB’s første mål faldt efter et fremragende opspil, hvor bolden ping-pongede imellem Yann Rolim og Edison Flores før sidstnævnte fandt Kasper Kusk, der fra venstrekanten stille og roligt udplacerede Hannes Halldorsson i Randers-målet. To minutter var spillet. Kynikere vil nok indvende, at Randers-forsvaret så noget passiv ud i situationen, men det var altså et godt mål, hvor Edison Flores’ aflevering var af høj kvalitet.
Efter scoringen kom Randers en smule mere med i kampen, men det så ud som om, at kronjyderne havde problemer med kommunikationen i de bagerste kæder. Det kunne man så få bekræftet et kvarters tid efter.
AaB’s andet mål kom nemlig efter så forfærdelig Randers-opdækning, at man sad og overvejede, om Randers-spillerne havde taget en sort plasticpose over hovedet, for derefter at forsøge at kommunikere via tankeoverførelse eller kosmiske bølger. Et hjørnespark blev sendt over til bagerste stolpe, og her stod tre AaB’ere fri rundt om Halldorsson, hvor Kasper Pedersen headede i målet fra tre meters afstand.
Efter en halv time annoncerede stationsspeakeren, at man kunne spille på en AaB-sejr til odds 1,03, og i disse tider med negative renter i banken sad man og tænkte på, om man skulle banke sparegrisen en på hovedet og forrente indholdet med 3 pct.
Jannik Pohl har ofte fået skæld ud for ikke at score nok, men ved AaB’s tredje mål vist han en helt anden værdifuld side af sige selv. Blandt tre Randers-forsvarer prikkede han bolden væk fra midten mod højre, og så lagde han en perfekt aflevering til banens bedste, Yann Rolim, der køligt fra kanten af straffesparksfeltet sparkede bolden sikkert i mål. Hvis første mål var godt gennemspillet, så var dette herligt effektivt.
Det fjerde mål var sat ind med omvendt fortegn, da Rolim fandt Jannik Pohl i feltet, som sikkert satte den ind over for et passivt forsvar.
Randers’ kvaler blev ikke mindre af, at Jonas Bager modtog et rødt kort midt i anden halvleg, da han modtog sit andet gule kort.
I de perioder, hvor AaB ikke spillede bolden flot rundt på midtbanen, viste nordjyderne, at de både i bevægelser, boldomgang og tanke var Randers overlegne. AaB er simpelthen et hold, som begynder at se mere og mere sammenspillet ud, og det ligner et hold, som AaB-træner, Morten Wieghorst, kan bygge videre på til noget større.
Hvis det lykkes AaB at komme med i mesterskabsspillet, bliver det dog mere ”spil” end ”mesterskab” for nordjyderne. Dertil er rygraden trods alt ikke helt på plads endnu.
AaB skal altså kun have et point i Aarhus på søndag. Men det bliver til gengæld stensikkert også en sværere opgave end at score tre point fra Randers.
For Randers er der ikke meget sjovt at sige om kampen. I korte, korte glimt lykkedes det at etablere et pres mod AaB-målet.
Randers skal nu forsøge at samle så mange point som muligt ind, men kun den mest optimistiske Randers-fan kan tro på, at Randers ikke skal ud i knald-eller-fald-kampe. Randers skal i stedet lukrere på ligastrukturen, der kan belønne ethvert hold – uanset hvor ringe det er – med at blive i ligaen, hvis det blot kan strikke tre-fire gode kampe sammen helt til slut.