Sønderjyske forværrede Lyngbys trængsler i tågen
Lyngby er efter nederlaget til Sønderjyske nu uden sejr i 13 Superliga-kampe.
Den 16. oktober 2017 vandt Lyngby over AGF. Siden er der spillet 13 runder i Superligaen, og efter Lyngbys 0-1-nederlag i til Sønderjyske søndag eftermiddag skal Lyngby fortsat helt tilbage til 2-0-sejren i Aarhus i midten af efteråret for at finde seneste sejr.
Trods udeholdets ringe form og desperate søgen efter en succesoplevelse var der ikke megen medlidenhed at spore hos søndagens sønderjyske værter.
Sønderjyske har en venstreside bestående af venstrebacken Simon Poulsen, der har 31 A-landskampe samt italiensk og hollandsk fodbold på CV'et, og fløjspiller Christian Jakobsen, der med syv mål og seks assist har været Sønderjyskes farligste mand denne sæson.
I første del af kampen, der blev spillet i en tæt tåge, benyttede hjemmeholdet den særdeles habile venstreside til at gennemføre det ene angreb efter andet, hvor Poulsen og Jakobsen havde gode arbejdsbetingelser, da de på skift kunne gå til baglinjen eller finde farlige rum overfor Lyngbys 19-årige højreback Emil Bodholdt-Larsen, der fik sin første kamp fra start i Superligaen.
»Vi har en ung dreng løbende derovre, og han skal have noget mere hjælp,« forklarede Lyngbys anfører, Thomas Sørensen, på vej ud til pausen til TV3sports reporter.
Her var stillingen 1-0 på et selvmål, da Sørensen efter en halv time uheldigt skubbede bolden ind bag Oskar Snorre i eget mål efter et indlæg fra Sønderjyskes Simon Kroon.
I pausen havde Lyngby tilsyneladende fået snakket om de defensive udfordringer overfor Sønderjyskes dynamiske duo, og som modtræk skiftede Lyngbys cheftræner Thomas Nørgaard hele sin højreside ud i løbet af det første kvarter efter pausen. Ud gik unge Bodholdt-Larsen og Jeppe Kjær, og ind kom Tshiembe og 18-årige Emilio Simonsen.
Dét og et rødt kort til hjemmeholdets Marcel Rømer ændrede kampen. Christian Jakobsen fortsatte dog med at være farlig og burde ved to lejligheder have sparket Sønderjyske på 2-0. I stedet blev Lyngby mere nærgående, og Mathias Hebo Rasmussen kom få centimeter fra en scoring, da han drejede et langskud op på underkanten af overliggeren og ned på kridtstregen i mellem målstængerne.
Mod slutfløjtet indstillede Poulsen og Jakobsen de offensive togter for at forsvare den smalle føring hjem en mand i undertal. Som en konsekvens deraf blev Jakobsen også hevet ud for til fordel for en mere defensiv Nicholas Marfelt.
Føringen holdt, og Lyngby skal stadig tilbage til den 16. oktober for at finde seneste sejr.