De misbrugte chancers eftermiddag
Gæsterne havde bolden mest, men hjemmeholdet alle chancerne.
En chance helt fri foran mål i det lille felt, en friløber og et hovedstød helt tæt inde under mål. Alle chancer som AC Horsens ikke formåede at omsætte til mål mod OB.
Der var på forhånd lagt op til en herrefight med to bagkæder, der står godt. Og kampen betydning skulle heller ikke undervurderes, da det var Superligaens nummer seks og syv, som tørnede sammen.
Tidligere ville en kamp om sjettepladsen have syntes ligegyldig, men ikke længere. Nu er sjettepladsen adgang til medaljeslutspillet, hvilket også kunne ses kampen igennem.
De 2452 tilskuere i Horsens var vidner til et chancerigt oprør, der dog aldrig bragte på mere end mange chancer. OB-spillerne ville mest med bolden, men lykkedes ikke med at komme frem til noget farlige. Omvendt misbrugte hjemmeholdet den ene store mulighed efter den anden. Derfor stod der stadig 0-0 efter sidste fløjt.
Fynboerne var på forhånd forberedt på Horsens solide defensiv, og gæsternes midtbanespiller Jens Jakob Thomasen forudsagde før søndagens opgør, at kampen vil komme til at ligne de fleste kampe mod den gule fare.
»Det er altid svært at spille sig igennem i åbent spil, hvilket betyder, at det kommer til at kræve en masse tålmodighed fra vores side,« sagde han til OB’s officielle hjemmeside.
Og den spådom fik Thomasen ret i.
I de første 45 minutter var kampen en rodet affære med masser af fysiske dueller og et par chancer til hvert mandskab, som ingen af de to mandskaber dog formåede at omsætte til mål. Gæsterne lykkedes med at lukke ned for hjemmeholdets lange indkast og sad mest på bolden, men hjemmeholdet formåede at komme frem til et par oplagte store målchancer på anden vis, og det var Horsens, der kunne ærgre sig gule over at gå til pause uden at være kommet foran.
Kampbilledet fortsatte efter Thomasens forudsigelse i anden halvleg, dog havde han nok ikke forventet, at Horsens skulle have så mange chancer som tilfældet var. For hverken Horsens eller OB har i denne sæson været kendt for at skabe mange chancer, men den ville hjemmeholdet lave om på denne søndag eftermiddag.
Efter 70 minutter var det utroligt, at der stadig stod 0-0. Hjemmeholdet misbrugte ikke kun en, to eller tre gigantiske chancer, men en helt stribe. Først var det Jonas Thorsen, der stod helt fri i det lille felt og skulle blot sætte foden på bolden. Han sparkede den over. Dernæst var det igen Thorsen, der fik en bold serveret i feltet, men OB’s målmand Sten Grytebust stod i vejen, for blot at nævne nogle af alle de chancer, som hjemmeholdet misbrugte.
De stribede fra Fyn sad i anden halvleg stadig meget på spillet, men løb gang på gang panden mod den gule mur i Horsens-forsvaret. Dermed endte opgøret uden vinder, og begge hold befinder sig stadig i midterfeltet med stor mulighed for at ende i medaljeslutspillet.