Lance Armstrong vil fjerne to vidner fra million-retssag
De to vidner har intet grundlag for at vidne mod Armstrong, mener cykelrytterens advokater.
Cykelrytteren Lance Armstrongs advokater har meldt ud, at de vil have fjernet to vidner fra cykelrytterens retssag mod den amerikanske regering.
Det drejer sig om den tidligere Tour de France-vinder Greg LeMond samt Betsy Andreu, der er gift med Armstrongs tidligere holdkammerat Frankie Adreu.
Det skriver TV2 Sport.
De to beskyldte begge Armstrong for at være dopet - også længe før USADA-rapporten udkom, der i sidste ende fik Armstrong til at erkende de ulovlige stoffer, som han havde brugt under sine syv Tour de France-sejre.
Men Armstrongs advokater mener ikke, at LeMond kender Armstrong godt nok til at kunne vidne mod ham.
»Han har ingen personlig viden omkring Armstrong, sponsoraftalen med US Postal eller med de udbetalinger, der efterfølgende er blevet foretaget,« skriver advokater ifølge Cyclingnews.
Hvad angår Betsy Andreu, mener advokaterne heller ikke, at hun har noget relevant at skulle have sagt i sagen - og at hun derfor ikke skal have mulighed for at svine Armstrongs karakter til.
»Hun har været og er fortsat en markant stemme i kritikken af Armstrong. Når hun kan komme til det, optræder hun i tv med sin kritik, hvor hun også beskylder Armstrong for hendes mands manglende succes efter cykelkarrieren,« skriver advokaterne.
Den amerikanske regering har hevet Armstrong i retten på vegne af US Postal, der var hovedsponsor for rytterens hold i årene 2000-2004.
Regeringen kræver en erstatning på 215 mio. kr. - svarende til det beløb, som US Postal sponsorerede.
Det er endnu usikkert, om Armstrong og hans advokater får deres ønske om at fjerne de to vidner opfyldt.