Fortsæt til indhold
Cykling

Lance Armstrongs tidligere læge, Dr. Ferrari, dømt for doping

Dr. Michelle Ferrari er allerede udelukket fra cykelsporten og nu dømt for at dope italiensk triatlet.

»EPO er ikke farligt. Det er misbruget, der er det. Det er også farligt at drikke 10 liter appelsinjuice.«

Ovenstående citat faldt fra Dr. Michelle Ferrari i 1994, da han arbejdede som læge for det italienske cykelhold Gewiss, og intet tyder på, at han siden er blevet mere afvisende overfor doping.

Han er nemlig netop blevet dømt for en ny dopingforseelse i sit hjemland Italien, hvor han har hjulpet triatleten Daniel Taschler med at snyde.

Det skriver cyclingnews.com.

Italiensk politi afspillede i retten optagelser af telefonsamtaler mellem de to parter, hvor Ferrari instruerede Taschler i brugen af EPO og forsynede ham med flere hemmelige telefonnumre, som han kunne kontaktes på.

Ferrari blev af retten idømt halvandet års betinget fængsel og skal desuden betale Det Internationale Dopingagentur, WADA, 15.000 euro som udløber af et civilt søgsmål.

Det er første gang, at Michelle Ferrari har fået en decideret dom for doping, da han tidligere har smyget sig uden om både mulige retssager og idømmelser.

I 2012 blev han dog bortvist fra sporten for livstid af de amerikanske antidopingmyndigheder i følgeskab med to andre læger, da sagen om dopingmisbrug af Lance Armstrong og resten af US Postal-holdet blev oprullet.

I 2006 er han ligeledes blev udelukket fra at tage nogen som helst del i italiensk cykelsport, da han her blev idømt en livstidsbortvisning.

I sagen med Daniel Taschler er det i øvrigt ikke kun Michelle Ferrari, der er blevet dømt. Taschler selv blev således idømt ni måneders betinget fængsel, og hans far, Gottlieb Taschler, blev idømt et års betinget fængsel.

Grunden til at faderen, som er tidligere italiensk landstræner i biathlon og fhv. vicepræsident i sportens internationale forbund, også fik en dom, var, at retten vurderede, han havde presset sin søn ud i brugen af doping.