Fortsæt til indhold
Cykling

Mads P. gør status efter sit styrt: »Det ser allerede rigtig, rigtig svært ud«

Mads Pedersen har nogle store mål for 2026. Men det ser »rigtig, rigtig svært ud«, lyder det fra cykelstjernen, som udtaler sig for første gang siden sit styrt.

Der har været skrevet meget om Mads Pedersens styrt i Valencia Rundt for et par uger siden, og cykeleksperter har flittigt gættet på, hvad konsekvenserne mon ville være.

Nu tager hovedpersonen selv ordet.

Det sker i podcasten ”Lang Distance”, som Mads Pedersen laver sammen med sin ven og barndomskammerat Jakob Egholm.

Her fortæller den danske cykelstjerne, hvad der forårsagede styrtet, hvad der skete, og hvordan fremtidsudsigterne ser ud.

I krat og sten

Mads Pedersens helt store mål har været forårets monumenter, og programmet frem mod disse løb var lagt for at stå så stærkt som muligt i duellen mod bl.a. Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel.

Først Valencia Rundt, så Tour de la Provence og Paris-Nice inden sæsonens første monument Milano-Sanremo.

Men programmet blev spoleret på en smal nedkørsel på årets første løbsdag, da to ryttere i venstre side af vejen kørte sammen, så der ikke var plads til rytterne i højre side, hvor Mads Pedersen sad, fortæller den danske rytter i podcasten.

»Jeg flyver med hovedet og hænder og arme ned i krat og sten, rundt på ryggen. Jeg lå halvt på ryggen og halvt på maven og ville prøve at rejse mig op, men jeg havde ondt i ryggen,« siger han, der i styrtet brækkede et kraveben og en knogle i venstre håndled.

Der er trods skaderne dog en vis lettelse at spore hos Mads Pedersen, for »i første omgang troede de, at min ryg var brækket«, fortæller han.

Er nødt til at prøve

Mens kravebenet er godt i gang med at hele, så gør Mads Pedersen det i podcasten klart, at »håndleddet kommer til at drille mig«.

»Jeg kan ikke nå at køre Paris-Nice,« siger han »og Sanremo tror vi heller ikke rigtig på, for på det tidspunkt har jeg måske haft en uge på landevejen.«

Milano-Sanremo bliver kørt den 21. marts, og herefter venter en stribe klassikere inden Pedersens to største mål: Flandern Rundt den 5. april og Paris-Roubaix den 12. april.

»Der skal bare ét tilbageslag til. Det ser allerede rigtig, rigtig svært ud, og hvis der kommer et spark mere i løgene, kan det godt være, at det bliver umuligt. Men jeg er nødt til at prøve, både for min egen skyld og for holdets skyld og for de drenge, der er med omkring mig, der er jeg nødt til at prøve at få det til at lykkes,« lyder det fra Mads Pedersen i ”Lang Distance”.

»Vi må se, hvordan det hele går. Der er mange veje til Rom. Så må vi se, om det her bliver en af de nye veje,« siger han, der allerede tirsdag i denne uge tager med sit hold på træningslejr på Mallorca.

Men mens holdkammeraterne skal ud på de spanske landeveje, må Pedersen nøjes med at træne på hometrainer.