Fortsæt til indhold
Cykling

Her er Visma-lederne, der står bag Jonas Vingegaard på vejen mod endnu en Tour de France-triumf

Flere af de ledende medarbejdere har været med hele vejen, mens det hollandske cykelhold er blevet bragt fra bunden af feltet frem til en status som en magtfaktor med en dansk kaptajn, som de hver især har opbygget et specielt forhold til.

RIMINI

Med et grin forsøgte Richard Plugge at sætte ord på det ubeskrivelige.

»Ja, hvordan havde jeg det, da jeg så Jonas Vingegaard stikke af? Jonas er virkelig stærk, og når man ser ham accelerere … det var fantastisk. Det er sådan “hvad i alverden sker der?”. Det var danish dynamite«.

Der var gået et par timer, siden en klejn dansker havde erobret den gule førertrøje for første gang i karrieren. Sejren på 11. etape i Tour de France 2022 indvarslede en ny æra, som har varet ved lige siden med to samlede sejre i verdens største cykelløb som det ultimative facit.