Fortsæt til indhold
Cykling

Kom med ind i værkstedet, der er afgørende for Tour de France-stjernerne

Der er hemmeligheder og konstant innovation, når mekanikerne arbejder med det vigtigste arbejdsredskab for Jonas Vingegaard og co., mens de forsøger at finde frem til enhver lille fordel i forhold til konkurrenterne frem mod Tour de France.

Rune Kristensen sidder midt i vrimlen af tungtlæssede lastbiler, der ville kunne overrumple enhver cykelfan på sin vej op gennem Europa.

Samme morgen er vognparken rullet afsted fra Team Ineos’ hovedkontor i Belgien. Da den danske mekaniker tager telefonen, er storholdets oppakning af cykler og værksted lige ankommet til Danmark på vejen til Hirtshals, hvor færgen fører videre til Tour of Norway i slutningen af maj, da der stadig er lidt over en måned til Tour de France.

»Det er nok den negative del af det her job – man bruger en masse timer på transport,« siger han med et grin.

Det bliver hurtigt tydeligt, at den 35-årige herre er en detaljens mand. Samtidig er han opmærksom på at forklare de begreber, der kan lyde som noget fra et avanceret computerspil – two-axel, performance engineers, disc brake – men som er helt afgørende for cykelstjernernes mulighed for at vinde Tour de France.

Derfor er det vigtigt at kende til de anonyme bagmænd som Rune Kristensen, der udfører et essentielt stykke arbejde, som de fleste udenforstående kan have svært ved at forstå betydningen af.