Dronningens nytårstale ramte plet hos Tour de France-boss

Christian Prudhomme er beæret over, at dronning Margrethe i sin nytårstale nævnte det franske cykelløb.

Artiklens øverste billede
Christian Prudhomme er torsdag på besøg i København, og her nævnte Tour-direktøren, at han var begejstret for dronning Margrethes nytårstale. Her sagde dronningen følgende: "Til sommer vil verdens største cykelløb, Tour de France, lægge flere etaper i Danmark. Starten bliver i København, og turen går videre til Roskilde over Storebæltsbroen og slutter i Sønderborg. Det bliver en stor begivenhed, hvor vi samtidig kan vise, hvor dejligt der er i Danmark". Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethes nytårstale for små tre uger siden skabte stor begejstring flere steder i Frankrig.

Majestæten nævnte i sin tale til nationen den kommende Tour de France-start med tre etaper i Danmark til sommer, og talen nåede hurtigt frem til Tourens løbsdirektør, Christian Prudhomme.

På mobiltelefonen tikkede det ind med beskeder fra Danmark med billeder af dronningens tale affotograferet fra tv.

- Vi var beæret over dronnings tale, og at hun talte om sport, om Touren og Grand Depart i Danmark. Det er stort for jer, det er stort for os. Det er fantastisk, siger Christian Prudhomme.

Han er på besøg i Danmark sammen med en delegation bestående af i alt 24 personer, der skal se forholdene an i København, hvor verdens største cykelløb går i gang 1. juli.

Tour-direktøren står i Tivoli, hvor holdpræsentationen er planlagt til at foregå til sommer, og bladrer i sin mobiltelefon og leder efter beskeder fra 31. december.

Han finder en besked frem, som han nytårsaften klokken 18.21 har sendt til cykelikonet Eddy Merckx med et foto af den danske dronning. Frankrigs præsident Emmanuel Macron fik samme besked.

- Det var stort. Utroligt, siger Prudhomme, mens han kigger på beskeden.

Netop det danske kongehus er en af årsagerne til, at Tour-direktøren kan mærke, at der i Danmark har været et særlig stort ønske om at få cykelløbet til landet.

Dronning Margrethe har blandt andet godkendt, at ruten på 1. etape - som er en enkeltstart på 13 kilometer - krydser ind over Amalienborg Slotsplads. Samtidig har kronprins Frederik taget del i arbejdet med at få Touren til landet.

- Jeg var her med Frankrigs præsident tilbage i august 2019, og vi var til en vidunderlig middag hos dronningen. Det var en af de første gange, jeg var i Danmark sådan officielt.

- Dengang var der en journalist, der spurgte mig, om jeg var klar over, at jeg blev budt velkommen, som var jeg et statsoverhoved.

- Statsministeren, kronprinsen og dronningen var jo med til middagen, og det er første og eneste gang, at jeg har prøvet det, siger Christian Prudhomme, mens sneen over Tivoli vælter ned over ham.

- Det var utroligt at se og høre dronningens tale, og vi føler virkelig, at det er et helt land, der ønsker Touren og vil gøre alt for at arrangere den bedste Grand Depart, siger han.

Sidste gang, at Tour-starten foregik uden for Frankrig, var i 2019, hvor Bruxelles i Belgien var vært for den første etape.

Selv om der også er en stor begejstring for cykelsport i Belgien, så vurderer Prudhomme alligevel, at det hele har fået en nøk op før sommerens Grand Depart i Danmark.

- Det er jo kun regioner og byer, der ønsker Touren, som får os på besøg, så der er passion omkring det alle steder. Men alle ved, at det måske ikke kommer igen hvert andet år, så der er noget kraftfuldt i gang.

- Når vi begynder Touren i Belgien, så er der passion - selvfølgelig er der det. Det er stort, men alle ved også, at vi kommer tilbage igen om fem-seks år, siger han.

- Men hensyn til Danmark, så er det ikke til at sige, hvad der sker.

Efter besøget i Tivoli skal den franske Tour-delegation rundt i København og besigtige enkeltstartsruten på 1. etape. Blandt andet start- og målområdet tæt på Københavns Rådhus samt Langelinie ved Den Lille Havfrue.

Tidligere på torsdagen var han på besøg hos Københavns overborgmester Sophie Hæstorp-Andersen (S).

De første tre etaper af det franske cykelløb bliver afviklet i Danmark, inden feltet fortsætter i Frankrig.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.