Fortsæt til indhold
Cykling

Asgreen varmer op til forårstogt med fransk etapeløb

Kasper Asgreen kopierer sidste års succesopskrift og indleder sæsonen med Tour de la Provence i Frankrig.

/ritzau/

Cykelrytteren Kasper Asgreen har udpeget det sydøstlige Frankrig som stedet, hvor han skal trampe pedalerne varme før forårets brostensklassikere.

Den 26-årige østjyde indleder nemlig den kommende sæson med etapeløbet Tour de la Provence, som begynder 10. februar. Det skriver hans hold, Quick-Step, i en pressemeddelelse.

Tour de la Provence strækker sig over en prolog og tre ”rigtige” etaper og har status som pro-løb, hvilket er næsthøjeste niveau i UCI’s løbshierarki.

- Alt er gået efter planen indtil nu i denne vinter. Jeg har undgået problemer, har ikke haft sygdom eller skader, og jeg er virkelig tilfreds med, hvor jeg er i øjeblikket, siger Asgreen.

Løbet i Frankrig bliver Asgreens eneste inden forårsklassikerne, der traditionen tro åbner med Omloop Het Nieuwsblad sidst i februar.

Dermed kopierer han sidste års succesopskrift, hvor han også brugte Provence som trinbræt til en succesfuld forårssæson.

Her var sejren i Flandern Rundt højdepunktet, men han noterede sig også for en triumf i E3 Saxo Bank Classic. Og Asgreen har også i år store forhåbninger til foråret.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg stiler efter nye stærke præstationer i brostensklassikerne, som jeg elsker højt.

- Det siger sig selv, at jeg gerne vil vinde der igen, fordi det giver sådan en ekstraordinær følelse, men vi må se, hvad der sker, siger Asgreen.

Han får i øvrigt prominent selskab i Tour de la Provence. Også den dobbelte verdensmester Julian Alaphilippe har meldt sin ankomst til løbet, hvor han sidste år sluttede på en samlet andenplads.

Artiklens emner
Cykling
UCI