Fortsæt til indhold
Cykling

Udmattet Philippe Gilbert dropper Flandern Rundt

Den belgiske cykelstjerne er både mentalt og fysisk træt og dropper at køre hjemlandets største løb på søndag.

/ritzau/

Det bliver uden Philippe Gilbert i feltet, når nogle af verdens bedste cykelryttere søndag kører Flandern Rundt.

Den belgiske profil, som selv vandt cykelmonumentet i 2017, er udmattet og har brug for en pause, inden klassikersæsonen fortsætter i Ardennerne.

Det siger Gilbert ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg mangler både mentalt og fysisk friskhed. Jeg har brug for en pause, fordi jeg ikke har det godt, siger Lotto Soudal-stjernen.

38-årige Gilberts store mål i karrierens efterår er at vinde Milano-Sanremo. Sker det, vil belgieren have sejret i alle cykelsportens fem monumenter. Det kommer dog i så fald tidligst til at ske næste år.

Forrige weekend endte det nemlig med en skuffende 72.-plads for Gilbert, da dette års udgave af det italienske løb blev kørt.

- Det er ikke gået godt i et par uger nu. Jeg har måske trænet for meget. Så nu tager jeg fem dage uden at sidde på cyklen, og så vender jeg langsomt tilbage, siger den tidligere verdensmester i landevejscykling.

Philippe Gilbert har et imponerende cv.

Ud over en VM-titel og minimum én sejr i fire forskellige monumenter har han blandt andet vundet Amstel Gold Race fire gange, Flèche Wallone og syv etaper i Vuelta a Espana.