Fortsæt til indhold
Sport

Ekspert: »Det er som 11 Bendtnere på landsholdet«

Haas’ nærmeste konkurrenter har rod i baglandet, men er det nok til, at Kevin Magnussens team kan overhale dem i VM-stillingen?

Roen har sænket sig over Kevin Magnussens team, Haas.

For et par måneder siden var teamejer, Gene Haas, ude og sige, at både Romain Grosjean og Kevin Magnussen også kører for Haas i næste sæson, og da de to kørere oven i købet kvitterede med begge at score point i Japans grandprix i starten af oktober, tog stemningen et ekstra hak i vejret.

De seks point, som de to pointgivende biler hentede, betød, at Haas overhalede Renault i konstruktørernes VM, og nu ligger et point foran franskmændene.

Efter min mening er kampen først lige startet. Og den er hård.
Günther Steiner, teamchef for Haas – om placeringskampen i midterfeltet

Kampen i midterfeltet er dermed i den grad spidset til med fire løb tilbage af sæsonen.

For mens der er ro på de indre linjer i den amerikanske lejr, buldrer det derudad hos de nærmeste konkurrenter i midterfeltet.

Kaos i Toro Rosso

Værst ser der ud hos Toro Rosso, der ligger ni point foran Haas.

Toro Rosso begyndte sæsonen med russeren Daniil Kvyat og spanieren Carlos Sainz ved rattet, og mens Kvyat ikke kunne score point, om han så startede med en omgangs forspring, udnyttede Carlos Sainz Toro Rosso-racerens potentiale til fulde og hev 48 point hjem – langt det største pointantal af alle kørerne i midterfeltet.

Efter et kompliceret puslespil med motorer, Honda, McLaren, Renault og armlægning om magten endte Carlos Sainz med at blive en brik, der blev sendt fra Toro Rosso til Renault med omgående virkning fra denne weekends grandprix i Austin i Texas, USA.

Samtidig ville Red Bull – der er storebror til Toro Rosso – have franskmanden Pierre Gasly placeret i en Formel 1-racer.

I et stort kaos lykkedes det Toro Rosso at gå fra at køre med Sainz/Kvyat til Sainz/Gasly, men da Gasly kan vinde en anden løbsserie, glider han i denne weekend ud og erstattes af en debutant Brendon Hartley (tidligere Red Bull-udviklingskører), der skal køre med Kvyat.

På den måde skulle man tro, at Toro Rosso må være et hårdt såret dyr, der skulle være til at slå for Haas, men Jyllands-Postens Formel 1-ekspert, Thomas Wulff, er ikke så sikker.

»Deres bil er performancemæssigt så meget bedre, at de kan hente point nok hjem til at blive foran Haas,« siger Thomas Wulff.

Kæmper for sig selv

Men rodet hos Toro Rosso må give anledning til bekymring i den italienske lejr.

»Nu har de Gasly, Hartley og Kvyat, og det er svært for mekanikerne med så mange forskellige kørestile, og de kører alle for en ny kontrakt i Formel 1. Kørerne ved godt, at det er vigtigt at komme i mål og score point, men for dem personligt er det også vigtigt at vise sig frem, og det bliver meget egoistisk og med meget lidt holdånd. Det er som 11 Bendtnere på et landshold, hvor ingen vil tage målet,« siger Thomas Wulff.

Både McLaren og Williams ligger også med i midterfeltet, men Thomas Wulff mener ikke, at de to teams kommer til at røre sig fra de to pladser, som de allerede indtager. McLaren har stort set opgivet denne sæson, mens Williams-racerne er så stabile, at de kommer til at køre flere point ind.

Så er der Renault tilbage, der bliver forstærket med Carlos Sainz i stedet for Jolyon Palmer, der har haft et mareridt i denne sæson.

Men kan Carlos Sainz overføre sin fornemme kørsel fra en racer til en anden?

»Selv om bilerne på overfladen ser ens ud, er de meget anderledes under lakken, så det kræver tilvænning. Chassis, motor, holdbarheden af bilen og måden, den slider dæk på, er anderledes. Men når kørerne komme op på dette niveau, skal de rimelig hurtigt kunne komme efter det. Carlos Sainz topper måske ikke i første løb for Renault, men han har haft en stærkt opadgående formkurve, og han har sandsynligvis ikke lavet andet end at sidde i en simulator siden grandprixet i Japan,« siger Thomas Wulff.

Hos Haas ser teamchef Günther Steiner frem til kampen i midterfeltet.

»Efter min mening er kampen først lige startet. Og den er hård. Og jeg vil hellere være et point foran end et bagved. Det samme gælder Toro Rosso, som hellere vil være ni point foran end bagud. Men det gør det også mere spændende for alle fansene,« sagde Günther Steiner til Ekstra Bladet efter Japans grandprix.

Artiklens emner
Haas F1