Jan Ø. Jørgensen måtte se Viktor Axelsen udleve sin drøm
Den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen måtte melde fra til VM, som landsmanden Viktor Axelsen vandt.
Jan Ø. Jørgensen sad mange kilometer fra Glasgow i sin sofa og så sin store drøm blive opfyldt af landsmanden Viktor Axelsen, som spillede sig til VM-guldet i den skotske storby tilbage i august i år.
Selv var han tvunget til at sidde med den fod oppe, som var skyld i, at han måtte melde afbud til turneringen.
Jan Ø. Jørgensen havde ellers set frem til at spille VM, men han havde fået en hælespore, og den satte en stopper for muligheden for at udleve drømmen om at blive verdensmester.
Derfor gjorde det ekstra ondt, at se holdkammeraten og konkurrenten vinde, fortæller 29-årige Jørgensen til TV 2 Sport.
»Det var virkelig hårdt at sidde og se. Det vil jeg overhovedet ikke lægge skjul på. Det var mega hårdt. Viktor Axelsen er jo fantastisk, og der er ikke nogen, jeg kan unde det mere, fordi han er så vild. Han er kun 23 år, og han er så professionel. Det kan jeg ikke efterleve på samme måde. At det sker for ham, jamen selvfølgelig gør det det. Og det kan godt være, at det sker igen. Det tror jeg faktisk, at det gør. Men det er jo også min drøm,« siger Jan Ø. Jørgensen.
Skaden holder stadig badmintonspilleren væk fra banen, og hvornår han er tilbage er endnu uvist.
Men selvom VM måtte ses fra sofaen, har Jan Ø. Jørgensen alligevel lært noget, fortæller han til TV 2 Sport. For han har haft notesblokken fremme, når han har fulgt Viktor Axelsens kampe.
For ifølge Jan Ø. Jørgsen kan han selv lære meget af den unge verdensmesters spil og teknikker. Han er også meget imponeret over Axelsens evne til at bevare roen under en kamp - også når han er presset.
Han ser derfor frem til at træne med den unge spiller igen, når han er sin skade kvit.