Husker du Contador-sagen? Golfspiller går fri af dopingsag på grund af forurenet kød
Schweizisk spiller brugte samme forklaring og fik medhold.
Den schweiziske golfspiller Mathias Eggenberger er testet positiv for stoffet clenbuterol, der står på listen over forbudte stoffer. Det skete i forbindelse med amatør-VM, der blev afholdt i september 2016 i Mexico.
Clenbuterol er et præstationsfremmende middel, der øger muskelmassen og mindsker kropsfedt, og derfor er det forbudt. Det var det samme stof som cykelrytteren Alberto Contador blev taget med i blodet under Tour de France i 2010.
Det kostede senere en karantæne på to år til den spanske cykelrytter, selvom han hævdede, at stoffet måtte stamme fra en forurenet bøf, leveret af en ven fra Spanien, som han havde indtaget under Tour de France.
Mathias Eggenberger har samme mad-forklaring på den positive prøve, og i modsætning til Contador, får han medhold i sagen.
Eggenbergers resultater fra VM i 2016 bliver slettet, fordi han havde stoffet i blodet, men han slipper for yderligere karantænestraf. Det har den internationale golfunion IGF besluttet.
Den mener, at det er sandsynligt, at clenbuterol stammer fra indtag af forurenet kød.
Clenbuterol benyttes stadig i del af dyreproduktionen i Mexico. For at undgå at indtage forurenet kød, blev golfspillerne under VM instrueret i kun at spise på bestemte restauranter. Det gjorde Eggenberger, og derfor har han ikke optrådt uagtsomt.
»Efter at have fortaget en efterforskning af Mr. Eggenbergers madvaner i Mexico, og efter at have modtaget Mr. Eggenbergers testresultater, som afslørende en så lav mængde clenbuterol, at den kunne forekomme ved at indtage forurenede kødprodukter. Da han desuden under konkurrencen i Mexico kun har spist på de udvalgte restauranter, finder IGF, at han er uskyldig og heller ikke har udvist uagtsomhed,« skriver IGF i sin kendelse.
Mathias Eggenberger fastholder, at stoffet må stamme fra kød.
»Jeg kan ikke rigtig tilføje noget til IGF’s kendelse. Under VM viste en dopingtest en minimal mængde clenbuterol. I Mexico bruges clenbuterol stadig i husdyravlen. Tidligere er andre atleter blevet testet positiv i Mexico for dette stof på grund af kødindtag, og det var også årsagen i mit tilfælde,« siger Mathias Eggenberger til golf.com.