Gennady Golovkin vandt på knockout over britiske Martin Murray
Der var aldrig tvivl om sejren, da Gennady Golovkin forsvarede sine tre bælter mod Martin Murray.
Det tog – overraskende nok – 11 runder før den kasakhiske bokser Gennady Golovkin smadrede sin britiske modstander Martin Murray i gulvet i lørdagens mellemvægtsbrag i Monte Carlo.
Golovkin er således oppe på 19 knockout-sejre i streg, og allerede i fjerde runde kunne kampen have været stoppet, hvis det ikke var for en nådig klokke, der reddede Martin Murray, der var i knæ to gange.
I 10 runder blev Martin Murray jagtet rundt i ringen, som et rådyr under en klapjagt, og det var et medicinsk vidunder, at han ikke bukkede under langt før for Gennady Golovkins vanvittige slagserier, der konstant havde Murray i tovene.
Inden kampen havde den anerkendte bokseskribent Kevin Mitchell fra det britiske medie The Guardian i en kommentar skrevet – i en form for britisk selvforståelse – at Martin Murrays eneste chance for at vinde var, hvis han brugte en bazooka.
Det voldsomme våben havde Martin Murray overladt til Golovkin, der vandt samtlige omgange indtil den 11., hvor han 50 sekunder inde sendte en lige højre direkte i tindingen på Murray, der sank i knæ.
Kun i små glimt så man, hvorfor Murray – før kampen – havde en statistik uden nederlag, ja han havde faktisk aldrig prøvet at være i gulvet.
Men i størstedelen af de 11 omgange blev Murray pryglet til plukfisk med slagserier, der ramte stort set hele det tilladte areal over bæltestedet.
I sjette runde begyndte Murray at bløde fra venstre øjenbryn, og i de næste fem runder farvede han den hvide del af Golovkins bukser røde.
Murray skal dog have kredit for at være den første, der tvinger Golovkin ud i 11 omgange i den 32-årige kasakhers karriere, der nu lyder på 32 sejre, 29 ved knockout.
Sidst der var en bokser, der gik tiden ud mod Golovkin, var i 2008, da Amar Amari i Brøndby Hallen klarede de otte omgange, som kampen varede. Siden har Gennady Golovkin kun bokset kampe af 12 omgange – men altså uden at have haft brug for alle minutterne.
Hvis Golovkin skal finde egnet modstand i mellemvægt, skal det være Miguel Cotto, men puertoricaneren undgår behændigt at bokse mod Golovkin, og måske øjner Golovkin-lejren at gå en vægtklasse op for at møde hårdere modstand.
Now I will work hard for next fight. Who is next? #GGG
— Gennady Golovkin (@GGGBoxing) 22. februar 2015