Racerstjerne kalder miljøindsatsen i Formel 1 for sløv
Den tidligere verdensmester Sebastian Vettel mener, at Formel 1 burde komme med løsninger på miljøkrisen.
Formel 1 burde levere en langt større klimaindsats og komme med løsninger på den globale klimakrise.
Det mener den tidligere firedobbelte verdensmester, tyskeren Sebastian Vettel.
I et interview med det tyske medie RND fortæller Vettel, at Formel 1 vil benytte sig af de nuværende motortyper frem til udgangen af 2025 og øge andelen af bæredygtigt brændstof til ti procent.
- Intet af det her går hurtigt nok for mig.
- Vi er nødt til at tackle problemerne nu og finde løsninger. Formel 1 har så mange muligheder for at vise vejen for, hvordan vi skal bevæge os i fremtiden, men forskellige interesser arbejder imod hinanden, siger han.
Vettel mener også, at det kan aflæses i løbskalenderen, hvor flere lande måske vælger Formel 1 fra af miljømæssige årsager.
- Det kunne være anderledes, hvis vi kunne tilbyde god sport med den ene hånd og løsninger for fremtiden med den anden, siger tyskeren.
Sebastian Vettel, der kører for Aston Martin, fortæller, at han selv forsøger at leve så bæredygtigt som muligt. Derfor bruger han så ofte så muligt cyklen i stedet for bilen, når han bevæger sig rundt.
Når det kan lade sig gøre, så tager han også toget i stedet for fly. Maden på hans tallerken bærer præg af hans passion for miljøet, siger han.
- Helt overordnet så har jeg været interesseret i klimakrisen og dens konsekvenser gennem lang tid. Og fordi problemet kræver hurtig handling, så har vi ikke råd til kun at tale om det, mener tyskeren.
Sebastian Vettel vandt VM-titlen i Formel 1 fire år i træk fra 2010 til 2013. Dengang kørte han for Red Bull-teamet. Efter flere sæsoner hos Ferrari repræsenterer han nu Aston Martin.