Skrækskade har sendt ung amerikaner hjem fra vinter-OL
24-årige Nina O'Brien styrtede kort før mål i kvindernes storslalom mandag og fik åbent benbrud.
Den amerikanske alpinskiløber Nina O’Brien er ude af vinter-OL i Beijing, efter at hun natten til tirsdag dansk tid pådrog sig et åbent benbrud i kvindernes storslalom.
Det oplyser en talsperson for den amerikanske OL-delegation.
O’Brien styrtede ind over målstregen i sit andet gennemløb. Hun blev efterfølgende behandlet længe i målområdet, inden hun blev ført væk på en slæde.
- Nina pådrog sig et åbent brud på hendes venstre skinneben og lægben kort før målstregen i det andet gennemløb af storslalom, siger talspersonen.
- Hun blev bragt til hospitalet i Yanqing, hvor et indledende stabiliseringsindgreb blev foretaget med succes af lokale læger. Hun vil nu vende tilbage til USA for at blive evalueret og behandlet yderligere.
Talspersonen tilføjer, at den 24-årige amerikaner ønsker at takke alle de mennesker, der hjalp hende i målområdet.
- Og hun ønsker især at takke de læger og sygeplejersker på hospitalet, der har taget sig så godt af hende, lyder det videre.
Nina O’Brien bliver erstattet af sin holdkammerat Amelia Josephine Hurt til onsdagens slalomløb.
Den unge amerikanske skiløber oplyser selv på Instagram, at hun har det godt efter omstændighederne.
- Tja, jeg gav alt, hvad jeg havde, og det var måske for meget, skriver hun og fortsætter:
- Jeg bliver ved med at afspille situationen igen og igen i mit hoved. Jeg ville ønske, at jeg havde taget de sidste få porte på en anden måde, men her er vi så.
- Jeg blev opereret i aftes for at stabilisere mit skinneben, hvilket desværre viste sig at være et åbent brud igennem mit ben. Jeg får ordnet resten derhjemme, men indtil videre er jeg i gode hænder, skriver Nina O’Brien.
Den 24-årige amerikaner sluttede som nummer ti i storslalom ved sidste års VM i Italien.
