Fortsæt til indhold
Sport

Gift Links og et godt kvarter reddede et gråt indtryk i næstsidste AGF-testkamp

AGF slog Brøndby 2-1, men skulle bruge lang tid på at komme ind i kampen, der blev afgjort af reserverne i anden halvleg.

Nummer to mod nummer tre i Superligaen i en testkamp halvanden uge før forårspremieren; høj tænding, flotte kombinationer og intensitet? Knap og nap, i hvert fald fra AGF i første halvleg. Et godt kvarter i begyndelsen af anden halvleg, en perle fra Gift Links og en flok energiske reserver reddede en noget grå indsats i de første 45 minutter.

»Jeg er overordentlig tilfreds med kampen. I første halvleg spiste vi os ind i kampen. Vi var ikke gode nok på bolden i starten, og da de scorede, lavede vi en svag defensiv aktion. Vi fik skabt chancer nok, men puttede den ikke ind. Vi blev bedre og bedre. Begge hold havde muligheder i første halvleg. Vi var rigtigt gode i det første kvarter af anden halvleg. Vi timede tingene bedre, ramte hinanden bedre. Vi skal bare gøre os klar til sæsonstart. Vi skulle se, om vi kunne vinde en fodboldkamp. Det er også noget, der skal på plads. Det var stærkt af drengene at gøre det,« sagde AGF-træner David Nielsen.

AGF var uden fire spillere, der under normale omstændigheder vil kunne gøre krav på en plads på det bedste hold, Sebastian Hausner, Alex Munksgaard, Kevin Diks og Bror Blume. Sidstnævnte har endnu sine første kampminutter til gode i forberedelserne til anden halvdel af sæsonen, og med tanke på at hans kontraktforhold er uafklarede, ligner det, at AGF satser på Albert Grønbæk centralt på banen.

Bror Blumes aftale med AGF udløber efter denne sæson, og det tyder på, at den teknisk dygtige midtbanespiller returnerer til Sjælland til sommer, hvor AGF har hentet Frederik Brandhof i Viborg.

To backs var ude

Da hverken Alexander Munksgaard eller Kevin Diks var i betragtning til kampen på grund af småskavanker, tyede træner David Nielsen til Magnus Anbo som højre back.

I dag var fokus på at vinde kampen. Det var stærkt, at vi kunne gøre det.
AGF-træner David Nielsen

Den unge AGF’er kom til at spille overfor en tidligere AGF’er i skikkelse af Michael Lumb, der ser ud til at trives på venstrekanten i Brøndbys 3-5-2-formation. I hvert fald betyder den, at han er placeret længere fremme på banen, end da han spillede for bundholdet AC Horsens før nytår.

Brøndby var i noget nær stærkeste opstilling i Aarhus. I målet fik Mads Hermansen chancen fra start på et hold, der dominerede kampen i første halvdel af første halvleg. I den fase lykkedes det ikke AGF’erne at komme tæt nok på modstanderne, som pressede spillet frem og et par gange testede Kamil Grabara i AGF-målet fra distancen.

Nordmændene Sigurd Rosted og Tobias Børkeeiet sendte fine skud afsted mod AGF-målet, men i begge tilfælde parerede polakken.

Efter en halv time var han prisgivet, da Morten Frendrup løb fri mellem Casper Højer Nielsen og Jesper Juelsgård og fra en spids vinkel passerede målmanden, en ret simpel og lidt for nem scoring af Brøndby mod et passivt AGF-hold.

Alt for mange fejl

I den fase af kampen havde hjemmeholdet vanskeligt ved at holde spillet rullende, alt for ofte blev bolden tabt eller der blev taget en berøring for meget, tøvet for længe. Eller sjusket, som da ellers omhyggelige Gift Links smed en god omstilling væk. Der var mest snert i Brøndbys offensiv, og Morten Frendrup var kort før pausen tæt på at blive dobbelt målscorer, da AGF-bagkæden bakkede, men hans skud blev viftet på stolpen af Kamil Grabara, som kort før pausen var på en lille udflugt for at bremse Mikael Uhre, men skulle have hjælp af Frederik Tingager.

Indtrykket af AGF-førstekædens indsats var, at den var forholdsvis ideforladt og manglede energi, og selv dåselyd i form af sange og brøl fra fans i højttalerne kunne tilsyneladende ikke animere hjemmeholdet.

Større aggressivitet

Fra begyndelsen af anden halvleg kom AGF langt bedre ud, med større aggressivitet, og det lykkedes Gift Links at udligne med et hårdt og fladt spark fra kanten af feltet.

Efter en times spil skiftede AGF ud på ni positioner, så hjemmeholdet stillede med et særdeles ungt hold i resten af kampen. Også Brøndby byttede flere spillere midtvejs i anden halvleg. Både Benjamin Hvidt og Milan Jevtovic var tæt på at score for det stærkt foryngede AGF-hold, der fortsatte førstekædens ihærdighed i indledningen af anden halvleg.

Milan Jevtovic udnyttede fem minutter før tid en Brøndby-fejl til at suse alene igennem, og han sparkede flot bolden op under overliggeren til 2-1.

»Det handler om at få offensiv kvalitet ind. Det var godt at se, at vi lavede to flotte mål. Det var dejligt for Milan Jevtovic og Gift Links, at de fik lavet et par flotte mål,« sagde AGF-træner David Nielsen.

Næste tirsdag indleder AGF foråret i Superligaen med en udekamp mod oprykkerne fra Vejle Boldklub. Inden da skal de sidste detaljer på plads på onsdag, når AGF-staben rejser til hovedstaden og møder FC København i to testkampe med to forskellige hold.

Artiklens emner
AGF