Rusland udelukket fra sport i fire år
Bestyrelsen i dopingagenturet Wada har enstemmigt stemt for at udelukke Rusland fra store idrætsevents.
Rusland bliver udelukket fra alle store internationale sportsbegivenheder i fire år. Det kommer blandt andet til at påvirke det kommende OL og vinter-OL.
Det skriver flere nyhedsbureauer.
Beslutningen er truffet af en enstemmig bestyrelse i Det Internationale Antidopingagentur (Wada).
Beslutningen er truffet, efter et uafhængigt udvalg under Wada har fundet det bevist, at Rusland har manipuleret med og fabrikeret falske dopingdata.
Beslutningen betyder ikke, at alle russiske atleter også udelukkes fra at deltage i alle begivenheder.
Russiske atleter, der kan bevise, at de ikke har været en del af dopingprogrammet, må således godt deltage i store idrætsevents. Men de skal konkurrere under neutralt flag - ikke det russiske flag.
Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm Hansen, kalder den fireårige udelukkelse »en fin, hård straf.«
Rusland har 21 dage til at appellere Wadas beslutning.
Hvis Rusland vælger at appellere, bliver det den internationale sportsdomstol Cas, der skal behandle sagen.
Dommen omfatter også Ruslands fodboldlandshold. Både Wada og Uefa har dog tidligere gjort det klart, at næste års EM ikke vil være omfattet af udelukkelsen, da EM tæller som regional begivenhed. Rusland er et af værtslandene ved EM og deler pulje med Danmark.
Mens EM er fritaget, vil det kommende VM i Qatar være omfattet af udelukkelsen. Også Ruslands håndboldlandshold vil være udelukket fra VM-deltagelse.
Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark, har allerede i den forgangne uge erklæret, at han bakkede op om en straf på fire år.
»Det er alvorligt nok, at man har manipuleret med data, men når man ovenikøbet fabrikerer falske beviser eller forsøger på det, så kan det ikke blive værre,« lød det fra Michael Ask.
Wada har konstateret, at dopingfusk har været omfattende blandt de russiske atleter. Eksempelvis vandt Rusland i første omgang 33 medaljer, da man i 2014 afholdt vinter-OL i eget land - siden er medaljerne taget fra 13 af atleterne for dopingbrug.
Rusland har fra øverste niveau nægtet at være skyldige i de hårde dopinganklager.
Ruslands mangeårige udenrigsminister, Sergej Lavrov, kommenterede blandt andet i den forgangne uge, at »der er nogen, der ønsker at sætte Rusland i en defensiv situation - anklaget for alt i enhver heensende internationalt.«