Naturtalent tog dobbelt guld hjem fra DM
Anna Emilie Møller brillerede som forventet ved DM i atletik i Odense.
Stille vejrtrækning. Skuldrene bevæger sig langsomt op og ned, mens hun finder den rigtige vejrtrækning. Hun er klar. Ned på hug, bang, løb. Anna Emilie Møller er noget af et vidunder. At løbe er ikke noget, hun bare gør. Hun er en løber. Helt inde i blodet. Hun var med til OL i Rio i 2016, men modsat de fleste atleter har Anna Emilie Møller ikke trænet disciplinen siden barnsben.
Tværtimod. Hun opdagede sit talent ved ren tilfældighed ved et motionsløb på sin efterskole, da hun pludseligt løb 10 km hurtigere end de andre. Meget hurtigere. Indtil da havde hun spillet basketball, og der stod hun med valget: EM i basketball eller EM i 3.000 meter forhindringsløb.
Hårdt arbejde
Løb vandt, og den beslutning førte hende senere til OL i Rio. Et OL, der, hvis det står til hende, på ingen måde vil blive det sidste.
Jeg føler mig som en løber nu.Anne Emilie Møller
»Der skal hårdt arbejde til de næste to år, men OL i Tokyo er uden tvivl et mål, jeg har sat mig fra start,« siger Anna Emilie Møller.
Til weekendens DM i atletik i Odense var Anna Emilie Møller tilmeldt tre discipliner, men valgte at droppe 5.000 m og i stedet fokusere på 3.000 meter forhindring og 800 meter. Sidstnævnte er en distance, den 21-årige sjældent gør sig i, men som hun vandt guld i ved DM i 2016. Anna Emilie Møller tog lørdag førstepladsen i 3.000 meter forhindring. En placering, løberen er godt tilfreds med.
»Jeg synes, det er gået rigtig fint, og jeg er glad for resultatet i 800 meter. I forhindring ville jeg gerne have haft en bedre tid. Jeg lavede et lidt for hårdt udlæg, og det kostede til sidst. Jeg vil gerne blive hurtigere på de 800 meter, men det er stadig 3.000 meter, der skal være min primære distance,« siger Anna Emilie Møller.
Det rette element
Selv om Anna Emilie Møller begyndte med at spille basketball, er der ikke nogen tvivl om, at hun har valgt den rigtige vej. Når man ser hende løbe, kan man mærke, at hun er i sit rette element. Hun får det til at se legende let ud. Som om hun svæver afsted. Teknik, styrke og kondition er nøgleordene for løberen.
DM er måske en mindre begivenhed for den tidligere OL-deltager, men det var altså også en mulighed for at prøve kræfter af i en ny disciplin, hun ikke har konkurreret ret meget i tidligere. Anna Emilie Møller valgte at stille op i 800 meter-løb, og her kom hun altså også på podiet med en førsteplads.
»Jeg føler mig som en løber nu. Der har ikke været tid til basket, og jeg har fokuseret mere på løbet. Men jeg kunne sagtens tænke mig at blive ved med at spille på hyggeniveau. Men det er uden tvivl løb, jeg fokuserer 100 pct. på,« siger hun.