Fortsæt til indhold
Sport

Kulturministeren om svagt 2017: »Vi skal være opmærksomme«

Der er grund til opmærksomhed, men ikke bekymring, efterat en rapport har vist, at 2017 var det svageste danske sportsår i sommerolympiske discipliner siden 2010, mener kulturminister Mette Bock (LA).

Kristoffer Ø. Kristensen

Kulturminister Mette Bock (LA) ser ingen faresignaler i en ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut (Idan), selvom rapporten, som det fremgik tidligere tirsdag på jp.dk, viste, at sidste år var det resultatmæssigt svageste år i sommerolympiske discipliner siden 2010 for danske elite-idrætsudøvere.

»Vi skal være opmærksomme på det. Og jeg synes, at det er fint, at vi får lavet nogle analyser, som viser, hvordan det ser ud. Men det er et enkelt år, og det er meget, meget hårdt at konkludere noget på,« siger Mette Bock.

Hun mener, at rapportens resultater giver anledning til at kigge på, hvad forklaringen er på det mindre succesfulde sportsår.

»Vi kan se, at der i nogle sportsgrene har være et generationsskifte, og i andre sportsgrene skyldes det noget andet. Vi er en lille nation, og så vil der være bølger i præstationerne. Jeg er rigtig glad for, at vi får den viden, for så kan vi kigge på, hvad det skyldes, men det giver mig ikke anledning til bekymring,« siger kulturministeren.

Tirsdag udtalte Idans forsknings- og analyseleder Rasmus K. Storm til Jyllands-Posten, at det var afgørende at se på, hvilke forhold eliteidrætten har herhjemme sammenlignet med andre lande.

Mette Bock mener imidlertid, at den danske eliteidræt har det godt.

»I den danske elitesport har vi udviklet et system, som rigtig mange lande kigger på, for at se hvordan vi håndterer vores eliteidrætsudøvere. Men vi skal da lade os inspirere af andre og samtidig lære af vores egne erfaringer. Vi skal ikke læne os tilbage, for verden omkring os ændrer sig også, og derfor skal vi selvfølgelig være helt klar over, hvad vi kan gøre bedre,« siger Mette Bock, der tror på, at de kommende år vil være resultatmæssigt bedre for de danske atleter.

»Jeg synes, at vi har rigtig meget at være stolte af, og lad os nu se, om præstationerne ikke bliver bedre næste år eller næste år igen,« siger Mette Bock.