Fortsæt til indhold
Rejser

Den aktive ferie er populær

Flere seniorer vælger den aktive ferie frem for at dase på stranden. Det skyldes, at seniorerne er blevet friskere, men også at prioriteringerne har ændret sig, mener Ældre Sagen.

Alexander Højfeldt Lund

Flere seniorer vælger vandreferien, cykelferien eller den tætpakkede kulturelle rejse, når de skal booke rejser. Det er i hvert fald en tendens, man oplever hos interesseorganisationen Ældre Sagen, fortæller markedskonsulent, Søren Høyer.

»Vi ser en stigende interesse for de aktive ferier, men det er ikke nødvendigvis enten eller. De mennesker, som tager til Gran Canaria eller Tenerife og ligger på ryggen, tager også på cykelferie eller vandreferie,« siger Søren Høyer.

Hos Vitus Rejser, der udbyder rejser henvendt til det voksne segment, forklarer administrerende direktør Heidi Maak, at aktive ferier stadig er et nicheprodukt, men at interessen er stigende.

»Vi oplever en fin eftersprøgsel, men det er stadig et nicheprodukt. Modsat andre rejseselskaber, som kun udbyder vandreferier, er vores vandreferier målrettet det modne publikum. Det betyder, at programmet er tilrettelagt, så man oftest vandrer en halv dag og bagefter har mulighed for at slappe af på hotellet eller tage på byrundtur. Vi har også vandreferier, hvor man vandrer hele dagen, men det foregår i et tempo, så alle kan være med. Det er dog en forudsætning, at man er vant til at gå,« siger Heidi Maak.

Interessen er stigende

Antallet af udbudte rejser med et aktivt program er stigende, og det er en naturlig forklaring på, mener markedskonsulenten.

»Selvfølgelig stiger antallet af tilbud, når interessen stiger. Det er et segment, hvor mange har råd til det. Aktiv ferie er lidt dyrere end charterferien, men mange er godt stillet. Man ser jo oftere og oftere, at par f.eks. i anledning af guldbryllupper inviterer hele familien på safari,« siger Søren Høyer, der mener, at den øgede interesse for at rejse blandt det modne publikum skyldes en generel forandring i samfundet.

»Jeg tror, at der er blevet flere af dem, fordi de har råd. Men det er også et spørgsmål om prioriteringer. Jeg oplever, at folk er mere egocentrerede, og det er ikke negativt. Førsteprioriteten er måske mere nu at tage vare på sig selv, hvor det tidligere handlede om at spare op til børnene.«

Den aktive ferier er for alle mennesker, hvad enten man er enlig eller sammen med en partner. Det er sådan Søren Høyer oplever det.

Den oplevelse har man også hos Vitus Rejser, hvor man hver dag er i kontakt med rigtig mange rejsende seniorer.

»Vi er i berøring med folk, som prioriterer egne oplevelser. Men udviklingen ligger også i tråd med, at det er blevet en hver mands ret at rejse,« siger Heidi Maak.

Vil opleve verden

Ældre Sagens Søren Høyer mener, at de mennesker, der går på pension nu har helt andre forudsætninger for at fortsætte et aktivt liv end generationen før dem.

»De, der går på pension, har haft et aktivt liv med it og smartphone. Seniorerne er vant til at rejse, og de er også friskere. Det er unge mennesker. Det er folk, der vil opleve verden, og de har tid til det. De tager på kulturture til Rom og Paris og cykler og vandrer,« siger Søren Høyer.

Og hos Vitus Rejser er det også opfattelsen, at deres kunder har mere tid og overskud,

»Vi ser en fin aktivitet inden for aktive ferier. Mange går efter den rejsetype, fordi vi har en målgruppe, der har tid og lyst til at få alle oplevelserne med. Når de ikke længere har hjemmeboende børn og arbejde, har de tid og overskud. De har lyst til at opleve, og de giver den gas. De er friske på alle udflugterne, men der er selvfølgelig også tid til at sidde og kigge på livet,« siger Heidi Maak.

Liste over oplevelser

Hos både Ældre Sagen og Vitus rejser ser man en tendens til, at seniorerne har planlagt, hvad de gerne vil opleve, når de går på pension eller efterløn.

»De har skrevet en listen med steder og ting, de gerne vil opleve, når de går på pension,« forklarer Heidi Maak, der bakkes op af Søren Høyer fra Ældre Sagen.

»En del på 65 år har måske mistet venner til f.eks. kræft eller blodpropper, og så er det gået op for dem, at livet er for kort til kedelige ting. Tidligere sparede seniorer op i banken. Det gør de ikke på samme måde i dag,« siger Søren Høyer, der mener, at de på den måde afspejler den generelle samfundsudvikling.

»De er jo sindssygt friske. Jeg er selv 57, og jeg har legekammerater, der er på den anden side 60, og jeg kan have svært ved at følge med. Der er ikke mange, der længere bare tager af sted. Nej, der cykler rundt og går rundt og har mange planer. De leder efter oplevelser og indhold. De vil have oplevelser at komme hjem med. Før i tiden så man måske store kirker, men nu er der meget mere indhold, og det kan være alt muligt,« siger Søren Høyer.

Heidi Maak forklarer, at de, der vælger den aktive ferie, typisk er nogen, der gerne vil se og nå mere på turen.

»Der er rigtige mange årsager til, at folk vælger den aktive rejse. Primært er der dem, som er aktive vandrere i forvejen – mennesker, som måske allerede er med i Dansk Vandrelaug,« siger Heidi Maak

»Overordnet kan man sige, at vores målgruppe gerne vil opleve på deres ferie, men de vælger også rejseformen, fordi de synes, det er hyggeligt,« siger Heidi Maak og fortsætter:

»Der er rigtige mange årsager til, at folk vælger den aktive rejse. Primært er der dem, som er aktive vandrere i forvejen – mennesker, som måske allerede er med i Dansk Vandrelaug. Det er folk med en aktiv livsstil. De vælger os, fordi de ikke er 30 længere, men de føler, at kombinationen af vandring og det gode liv er optimal. Det er den ene gruppe. Den anden gruppe er de semiaktive. De har en normal aktiv livsstil. De cykler måske og synes, at det lyder tillokkende at bruge kroppen og holde sig i gang. Det er en gruppe, som ikke vil sidde stille.«

En skøn blanding

Den aktive ferie er for alle mennesker, hvad enten man er enlig eller sammen med en partner. Det er sådan, Søren Høyer oplever det.

»Nu taler jeg ud af personlig erfaring. Det er hele paletten, der tager på aktive ferier. Nogen tager på grupperejser, for så er de ikke alene, og med en aktiv ferie er det nemmere, fordi man ikke risikerer at sidde på en bar med et par og ikke have noget at snakke om. Man bliver integreret som single. Par kan også tage på grupperejser. Og så er der dem, der køber det hele selv og booker rejsen selv,« siger Søren Høyer.

Heidi Maak tilføjer, at på rejseselskabets ture er det spraglet skare af mennesker i aldersspændet fra begyndelsen af 50'erne til 90'erne

»Det er en skøn blanding af par, vennepar, vennegrupper og singler. Vi sælger en del rejser til singler, fordi vi leverer det sociale element. Der er garanti for selskab. Samtidig har man alderen tilfælles, men det oplever jeg ikke som det vigtigste. Det er snarere lysten til oplevelser, man er fælles om,« siger Heidi Maak.