Fortsæt til indhold
Rejser

Thailand sender lokale turister på matchmaking-flodkrydstogter rundt i landet

100 singler er nu inviteret på gratis krydstogter i et forsøg på at booste Thailands turisme.

Thailand er et af de lande i verden, som har klaret sig bedst gennem coronapandemien.

Ifølge netmediet Thailand rundt, der monitorerer coronakrisen og dens følgevirkninger, er der 2. januar registreret i alt 6440 smittede siden pandemiens start, mens 64 er døde siden marts måned 2020.

Opskriften har været hurtig nedlukning, tests og en effektiv smitteopsporing. Senest i julen, da 548 mennesker blev bekræftet smittet i området omkring Thailands største skaldyrsmarked.

Den store nedlukning af landet for internationale rejsende har imidlertid også tvunget turismen i knæ, som står for mere end 20 pct. af landets bnp.

Først nu, ved begyndelsen af det nye år, er turistbranchen så småt begyndt at komme sig igen, bl.a. efter indførelsen af et 60- og 90-dages visum til udvalgte udenlandske besøgende, som i øvrigt også gælder danske turister. Der er dog stadig lang vej endnu, også for den indenlandske turisme.

I et forsøg på at hjælpe turistsektoren i gang har Thailands turistråd, TAT, derfor kastet sig ud i et samarbejde med den populære datingapp Tinder og tilbyder nu 100 lokale turister en gratis matchmaking-ferie for singler på udkig efter kærligheden. Det fremgår af en pressemeddelelse fra den officielle turistorganisation The Tourism Authority of Thailand.

Den første udflugt blev lanceret den 20. december. Der er tale om et krydstogt langs Chao Phraya-floden i hovedstaden, Bangkok. Rejsen foregår i selskab med spåmanden og feng shui-eksperten Chang-Tosaporn Sritula, som bl.a. giver gode råd til, hvordan man udviser ærbødighed over for Buddha og beder om velsignelse.

Den anden planlagte tur i rækken kommer til at foregå i første halvdel af januar 2021 med plads til 50 singler ombord. Her er der f.eks. planlagt en strandfest og koncert på den lille ø Koh Khai i nærheden af ferieøen Phuket. Den tredje tur er planlagt til den 23. januar og er en endags togtur tværs over Pa Sak Jolasid-dæmningen i Lopburi-provinsen, som er kendt for sine mange aber i gaderne.

Thailands turistråd og Tinder planlægger mange flere rejser, heriblandt en tur til byen Pattaya i Chonburi-provinsen i det østlige Thailand, og en udflugt til de smukke, frodige bakker og dale ved byen Mae Hong Son.

Det nye projekt henvender sig også til solorejsende, som foretrækker at udforske Thailand på egen hånd, fortæller direktøren for det thailandske turistråd, Yuthasak Supasorn:

»Turisme forbinder mennesker, og nogle kan måske endda ende med at finde et livslangt partnerskab. Turister kan også hjælpe med at støtte turismen og økonomien i svære tider,« forklarer han.

Thailands turistråd har i øvrigt netop lanceret en ny app, hvor lokale turister har hurtig adgang til information om, hvordan man rejser sikkert rundt i landet.

Appen dækker mere end 1.000 forskellige turistattraktioner, restauranter samt indkvarteringsmuligheder på 11 populære rejseruter i nærheden af Bangkok. I øjeblikket er appen kun tilgængelig på thai, men vil senere også blive oversat til engelsk og kinesisk.