Fortsæt til indhold
Rejser

Lufthavn har gjort det lettere for de rejsende at komme gennem sikkerhedskontrollen

Med ny teknologi slipper passagererne for at tage elektronik op af deres håndbagage.

Du har formentlig prøvet at stå i kø til sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Måske har du endda også prøvet at blive lettere irriteret over, hvor langsomme dem foran dig er til at få diverse ting op af deres håndbagage og over i de velkendte bakker.

Nu er der imidertid udsigt til, at flypassagerer i Aalborg Lufthavn kan komme hurtigere og nemmere gennem sikkerhedskontrollen end hidtil.

Som den første lufthavn i Danmark har lufthavnen nemlig indført en ny teknologi, så man ikke længere behøver at tage elektronik, herunder bærbare computere, tablets og mobiltelefoner, op af håndbagagen.

Det oplyser Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Nu skal man som passagerer kun tømme lommerne og tage jakken af. Det eneste tilfælde, hvor passagerer skal have noget op af håndbagagen, er, hvis der medbringes eventuelle væsker.

»Dette er, sammen med vores nye fremskudte boarding card check, med til at skabe endnu bedre flow for vores passagerer,« udtaler Søren Bjerg, sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn.

Den nye teknologi i de såkaldte x-ray maskiner, der ved hjælp af stråling kan give billeder af genstande, kaldes EU Security Standard C2.

Med den kan man ifølge Søren Bjerg i én og samme arbejdsgang gennemlyse eksempelvis en taske samt undersøge den for eventuelle sprængstoffer, selvom der stadig ligger elektronisk udstyr deri.

»Det letter forberedelsestiden for passagererne, og giver et meget mere harmonisk flow. De behøver ikke længere at bruge to til tre kasser, som er svære at håndtere,« påpeger sikkerhedschefen.