Fortsæt til indhold
Europa

Medie: Brexit kan give problemer for passagerer i Europas lufthavne

EU's lufthavne advarer i et dokument om, at de skal bygge nye kontroller og rekruttere ekstra personale.

I luftfartbranchen er der stigende bekymring for, hvordan flytrafikken kommer til at glide, hvis briternes udtræden af EU ender uden en aftale på området.

Det viser et internt notat, som lufthavnene har sendt til Michael Barnier, EU's ledende brexit-forhandler, og som Sky News har fået fat i.

Hvis der ikke kommer en ordentlig aftale, vil mindst seks millioner årlige passagerer på fly fra Storbritannien, som skal skifte fly i EU, skulle gennem ekstra sikkerhedskontroller.

Noget, EU's lufthavne ikke er rustede til, hvilket betyder »store forstyrrelser og større sikkerhedsrisici«, står der i notatet.

»Lufthavnene skal købe mere sikkerhedsudstyr, bygge nye kontroller, rekruttere ekstra personale med store omkostninger til følge for lufthavnene, flyselskaberne og i sidste ende passagererne,« lyder beskeden.

En sådan omstilling vil tage op til ni måneder at gennemføre. Lufthavnene beder derfor inderligt om, at Storbritannien kan få lov til at blive på de nuværende betingelser, hvor man kan skifte fly uden at skulle gennem endnu et sikkerhedstjek.

Værst vil det blive for Amsterdams Schiphol-lufthavn, hvor 2,5 millioner passagerer fra Storbritannien hvert år skifter fly.

Men også lufthavnene i Frankfurt, Madrid og Barcelona samt Reykjavik, München og Bruxelles vil blive nødt til at udvide sikkerhedskontrollerne. Noget, der ifølge lufthavnene vil tage lang tid og betyde forringet service og forsinkelser for de øvrige passagerer.

Storbritanniens premierminister Theresa May har travlt med at sikre sig en aftale med EU, inden briterne efter planen skal forlade EU den 29. marts næste år. Man har, ifølge Sky News, endnu ikke debatteret emnet i forhandlingerne.

Ryanairs chef Michael O'Leary har tidligere advaret om, at et brexit uden en aftale på området kunne betyde, at fly mellem Storbritannien og EU kunne blive midlertidigt afbrudt. Og EU's "præsident", formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, advarede i marts om, at de to parter burde begynde at tale om luftfartindustrien som en del af brexit-forhandlingerne for at undgå en »absurd« situation for flytrafikken.