Fortsæt til indhold
Politik

Radikale Venstre i København har valgt sin nye spidskandidat

Valget er faldet på 43-årige Mia Nyegaard.

Den 43-årige Mia Nyegaard bliver Radikale Venstres nye spidskandidat i hovedstaden.

Det oplyser partiet.

Mia Nyegaard sidder i dag borgerrepræsentationen som socialordfører for De Radikale, der har måttet på jagt efter en ny spidskandidat, efter den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, onsdag trak sig fra posten efter kritik.

Det skete, efter hun havde været omdrejningspunkt i en stribe sager i medierne i forbindelse med forskellige receptionsarrangementer og beskyldninger om vennetjenester. Sagerne fik bl.a. Charlotte Fischer, som er tidligere folketingsmedlem for De Radikale, og som nu sidder i regionsrådet i Hovedstaden, til direkte at opfordre borgmesteren til at trække sig fra posten - og gerne helt fra listen.

Anna Mee Allerslev har også fået kritik internt i den københavnske vælgerforening. Lokalformanden, Bo Nissen Knudsen, trak sig tirsdag med øjeblikkelig virkning fra sin post og beskyldte ved den lejlighed borgmesteren for »med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange«.

Bo Nissen Knudsen understregede imidlertid, at hans afgang ikke have med de aktuelle festsager at gøre.

Afløseren til Anna Mee Allerslev blev valgt på et medlemsmøde fredag aften. Valget stod mellem den nye spidskandidat Mia Nyegaard samt 52-årige Anette Thaulow, der stiller op til kommunalvalg for første gang, og 40-årige Tommy Petersen, som er gruppeformand for partiet på Københavns Rådhus.

Han har overtaget Anna Mees borgmesterrolle indtil den 1. januar og er blevet ny politisk leder for de radikale på rådhuset i samme periode.

Ikke desto mindre er valget faldet på Nyegaard, der er nummer fem på partiets kandidatliste og fik 698 personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg i 2013, hvor Tommy Petersen løb med 776 stemmer, og Anna Mee Allerslev toppede med hele 8.512 personlige stemmer.

Nyegaards mærkesager er bl.a. at få sat de mest udsatte borgere i hovedstaden »forrest i køen«, at styrke erhvervslivet og udvikle København til en grøn, visionær og innovativ storby, sagde hun torsdag til Jyllands-Posten.

»Vi skal være en by med rum til forskellighed, som går forrest og viser vejen til bedre miljø, skoler, erhvervsudvikling, kulturelle oplevelser og grønne åndehuller,« lød det.

Mia Nyegaard er uddannet cand.scient.pol. og MA i Afrikastudier fra Københavns Universitet. Hun har hjemme i Indre By i København, hvor hun også er valgt, og hun arbejder til daglig som forretningsudvikler.

Selv om Mia Nyegaard nu er spidskandidat, vil Anna Mee Allerslev fortsat stå øverst på stemmesedlen, da kandidatlisten til kommunalvalget ikke længere kan ændres. Valget har derfor primært betydning for, hvem partiet skubber i front i valgkampen forud for kommunalvalget den 21. november.