Fortsæt til indhold
Politik

Danmark vil sende flere soldater til uroplagede Afghanistan

Regeringen orienterer mandag Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om planerne for at øge Danmarks styrke i Afghanistan.

Efter en anmodning fra USA sender Danmark i løbet af kort tid 55 ekstra soldater af sted til Afghanistan, hvor de i hovedstaden Kabul skal varetage sikrings-, bevogtnings- og transportopgaver.

Det er planen, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i skrivende stund orienterer Folketingets partier om på et lukket møde i Udenrigspolitisk Nævn.

På forhånd er der er politisk flertal for udsendelsen af de ekstra soldater.

Danmark bidrager i øjeblikket med 97 soldater i Afghanistan − en styrke, der vokser til over 150 i begyndelsen af 2018.

Opgraderingen sker i forlængelse af, at USA selv vil sende yderligere 4.000 soldater af sted til det krigshærgede land, hvor Taliban stadig har indflydelse og terræn, og hvor terrorangreb jævnligt koster liv. Ikke mindst i Kabul.

Det er på ingen måde en ufarlig mission, de danske soldater inden længe skal ud på.

24. september blev en gruppe danske soldater på eskorte i Kabul angrebet af en selvmordbomber i en bil. Og tre dage senere blev Kabuls internationale lufthavn og den nærliggende militærlejr Camp Sullivan angrebet med morterild, så danske soldater måtte søge dækning i beskyttelsesrum, indtil afghanske styrker og koalitionens kamphelikoptere havde nedkæmpet angriberne.

Heldigvis blev ingen danske soldater såret ved de to angreb.

De ny danske styrker skal ikke i egentlig kamp, men bliver en del af den nuværende Nato-styrke, der træner afghanske sikkerhedsstyrker og varetager transport og sikringsopgaver i Kabul.

Danmark har haft soldater i Afghanistan siden 2002.

Ganske vist sluttede krigen i landet for Danmarks vedkommende i 2014, hvor de sidste kamptropper fra ISAF-styrken blev trukket hjem efter 12 års indsats og 43 faldne soldater.

Men ISAF-missionen (International Security Assistance Force) blev straks afløst af RSM-missionen (Resolute Support Mission), der hjælper afghanerne til på sigt at kunne varetagere deres egen sikkerhed.

Det amerikanske ønske om flere danske soldater blev fremsat i fuld offentlighed af USA's forsvarsminister James Mattis under hans besøg i Danmark i maj.

Dengang svarede Claus Hjort Frederiksen, at regeringen var »positivt indstillet« men endnu ikke havde besluttet sig.

I juni kaldte Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen over for Jyllands-Posten Afghanistan for en tabt krig, der kun kan ende med, at Taliban igen overtager magten.

Afghanske sikkerhedsstyrker inspicerer ødelæggelserne efter selvmordsangrebet mod den danske Nato-konvoj i Kabul 24. september. Foto: Massoud Hossaini