*

Politik

Ny måling: Markant S-dyk bringer rødt flertal i fare

Ny måling sender Socialdemokratiet ned på dårligste resultat i et år og skaber fornyet spænding om valgresultatet.

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) er rykket tættere sammen end nogensinde før og kan dermed presse VLAK-regeringen til at makke ret. Indtil videre ser vælgerne bare ikke ud til at belønne alliancen. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Den våde danske sommer har tilsyneladende givet Socialdemokratiet vand i kælderen.

Eller måske endda fugt i fundamentet.

I en ny meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten går partiet 2,2 procentpoint tilbage og står nu til 25 procent af stemmerne.

Om målingen
  • Wilke-målingen er baseret på 2.020 interview med et repræsentativt udsnit af danskerne foretaget i perioden 10.-17. august.
  • Spørgsmål: »Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen?«
  • Den statistiske usikkerhed for hvert parti er +/- disse procentpoint:
    S: 1,98   R: 1,04
    K: 0,96   SF: 0,94
    LA: 1,13  DF: 1,60
    V: 1,66   EL: 1,20
    ALT: 1,06   NB: 0,80
Det er et mærkbart dyk sammenlignet med seneste måling fra maj og første gang i knap et år, at S ligger under valgresultatet fra 2015.

Skaden er dog ikke større, end at Socialdemokratiet stadig sidder sikkert på positionen som Folketingets absolut største parti med en fjerdedel af stemmerne og over 40 mandater.

Til gengæld er oppositionens forspring til blå blok skrumpet til noget, der reelt ligner dødt løb mellem blokkene - blandt andet takket være Nye Borgerlige, som ifølge målingen står til at blive valgt ind.

50,5 procent af vælgerne (svarende til 88 mandater) ville stemme på de såkaldt røde partier, mens 49,5 procent (svarende til 87 mandater) ville sætte kryds ved de blå. Dermed kommer ingen af blokkene op over de afgørende 90 mandater, hvis man ser bort fra de fire nordatlantiske mandater, som normalt hælder til rød side.

»Målingen er klart utilfredsstillende for Mette Frederiksen (S) og klart tilfredsstillende for Lars Løkke Rasmussen (V),« konstaterer politisk kommentator Hans Engell.

»Efter en lang periode, hvor VLAK-regeringen har lignet en sikker taber ved et kommende valg, så er der nu langt større usikkerhed om valgresultatet. Det kan nøjagtig lige så godt blive en blå sejr, som at Mette Frederiksen rykker ind i Statsministeriet,« fortsætter han.

Siden valget i 2015 har S og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, udviklet et tættere samarbejde end nogensinde før, og i begyndelsen af august forslog Mette Frederiksen at tage endnu et skridt med en såkaldt »velfærdsalliance«, der skulle tvinge VLAK-regeringen til at afsætte 25 mia. kr. frem mod år 2025 til offentlig velfærd. Forslaget blev dog hurtigt affejet af Kristian Thulesen Dahl med en bemærkning om, at DF ikke deponerer dets vilje hos hverken Socialdemokratiet eller Venstre.

Hans Engell tror ikke, at Socialdemokratiets nye strategiske position giver pote hos vælgerne:

»Man må bare sige, at hverken Mette Frederiksen eller Kristian Thulesen Dahl ser ud til at blive belønnet for deres alliance,« siger han.

Belønnet bliver til gengæld Liberal Alliance.

I Wilke-målingen går Anders Samuelsen og co. markant frem fra 5,6 procent i maj til 7,3 procent her i august, og dermed kunne man fristes til at tro, at vælgerne ligefrem bifalder, at regeringen for nylig opgav LA-mærkesagen om topskattelettelser ved efterårets skatteforhandlinger.

Meeen det er måske lidt for tidligt at lade de liberale champagnepropper springe. Godt halvdelen af meningsmålingen er foretaget før regeringens udmelding om topskatten, så det er ikke muligt at sige, om den har kostet partiet vælgere.

Dog står det klart, at Venstre fortsat er i bakgear og ville miste tre mandater, hvis der var valg i dag. Partiet ligger på 17,5 procent af stemmerne i den nye måling.

Desuden ligger Dansk Folkeparti stadig langt under valgresultatet, og står med 16,1 procent af stemmerne til at miste hele ni mandater i Folketinget.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Sherin Khankan: Islamist eller fuldstændig utilregnelig

Jaleh Tavakoli
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer.

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her