Skoleeleverne stemte det samme som deres forældre – næsten
Selvom skolevalget blev en markant blå sejr, var det geografien, som afgjorde, hvordan de unge stemte.
Den røde stemmer samler sig omkring universitetsbyerne, mens blå blok sejrer uden for de større byer.
Sådan har tommelfingrereglen ved folketingsvalg været de seneste mange årtier.
Det samme mønster udspillede sig, da de danske skoleelever i 8.-10-klasse i går gik til stemmeurnerne.
Flertallet gik ganske vist til de blå partier med 55,3 pct. af stemmerne mod 44,7 pct. til rød blok. Men hvis man anskuer valgresultatet på kommunalt plan, er der massive forskelle på, hvordan de unge mellem 14 og 17 år stemte.
Mens tre ud af fire skoleelever i Skive Kommune stemte på et blåt parti, var det lige modsat i Københavns Kommune, hvor 76,1 pct. foretrak et rødt parti.
Den skæve, lokale fordeling af stemmerne, overrasker ikke valgforsker fra Aalborg Universitet, Johannes Andersen. Han fortæller nemlig, at nyere valgforskning peger på, at forældrenes politiske holdning i høj grad smitter af på de unge.
»De unge stemmer overordnet set på samme politiske blok som deres forældre – ikke nødvendigvis på samme parti. Derfor ser vi, at stemmemønstret mellem land og by ved folketingsvalg smitter af skolevalget, selvom de unge er mere begejstret for de blå partier,« siger han.
»I en ung alder, hvor viden og indsigt i politik måske ikke er så stor, har forældrene – og især moderen – meget for de unges politiske deltagelse. Samtidig er netværket og kammeraterne også afgørende for, hvor den unges stemme ender,« siger Johannes Andersen.
Hvis man sammenligner med mandatfordelingen i Folketinget, var det især Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, som løb med sejren blandt skoleeleverne. Men selvom konservative og liberale folketingspolitikere i dag jubler over resultatet, skal de ikke nødvendigvis regne med en stor vælgertilstrømning, når de unge får stemmeret om nogle få år.
»Unge er troløse vælgere, der vandrer fra parti til parti afhængig af enkeltsager. Derudover skal man forstå, at en dygtig ungdomspolitiker kan rykke meget ved en debat på en skole. Her tyder meget på, at Liberal Alliances Ungdom og Konservativ Ungdom har været skarpe i valgkampen,« siger Johannes Andersen.
Da Skolevalget senest blev afholdt i 2015, var det også med et markant blå valgsejr.