Fortsæt til indhold
Politik

Eva Kjer kritiserer Venstreregeringens vedtagelse af uddannelsesloftet

Ifølge den forhenværende miljø- og fødevareminister bør Venstre indrømme, at uddannelsesloftet er en fejl.

Regeringens nye uddannelsesloft sender et "underligt" signal til de unge, lyder det fra tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

I et nyhedsbrev til sin kreds i Kolding skriver den tidligere minister, at det såkaldte uddannelsesloft, der skal sikre, at unge kun studerer én uddannelse, er en fejl. Og det bør partiet indrømme offentligt, mener hun.

»En gang i mellem kan jeg blive noget så gal. Det er, når vi svigter vore egne værdier i det politiske spil,« skriver hun under overskriften "Uddannelsesloft vs. liberale værdier".

Ifølge Eva Kjer Hansen vil det nye uddannelsesloft give en besparelse på 300 mio. kr. Ud af det offentlige budget, der er på over 1000 mia. kr., svarer besparelsen til en tredjedel af en promille, skriver hun og forklarer, at når hun "går kollegaer på klingen" omkring den nye lov, så taler de om dispensationer, fri adgang på områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, og at det skal undersøges, hvorvidt man selv kan få lov til at betale en ekstra uddannelse.

»Tilbage står, at vi med denne begrænsning i det danske uddannelsessystem sender et underligt signal til de unge, der med rette er bekymrede for, om de får valgt rigtigt første gang,« skriver hun og fortsætter afslutningsvist:

»Mit politiske ønske for 2017 vil være, at vi tør indrømme, at vi laver fejl, og at vi har modet til at rette op det. At kunne se med friske øjne på beslutninger og anerkende, at man tog fejl, at forudsætningerne har ændret sig, eller at initiativet ikke havde den forventede effekt er én af de vigtigste evner at have i et parti, der skal være regeringsbærende i rigtig mange år. Hvis ikke vi selv kan holde fast i vore værdier, hvordan skal andre så få øje på dem?«

Uddannelsesloftet, der blev indført kort før jul, begrænser muligheden for at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau.

En række undtagelser fra loven skal sikre, at man alligevel får lov til at læse videre, hvis der er efterspørgsel på arbejdskraft på området.

Men mange af de mest populære uddannelser blandt virksomhederne er ikke med på listen over undtagelser fra loven.

Derfor vil uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) nu granske, om loven forhindrer studerende i at tage en ny uddannelse til eksempelvis ingeniør, som erhvervslivet mangler.

Jyllands-Posten har været i kontakt med Eva Kjer Hansen, som ikke har mere at tilføje.