Ældre om deres nye minister: »Hun er et gidsel – og gjorde mere gavn som leder af et plejehjem«
Thyra Frank (LA) vil kæmpe for flere smil og mere individuel behandling på plejehjemmene.
Selv med bløde sko er der solide fodslag i trægulvet, når en sal fuld af kvinder – og en enkelt mand – i næsten snorlige rækker træder linedancen. Countrymusikken giver plads til Trine Dyrholm med ”Avenuen” og snupper hurtigt højttaleren tilbage på Ældre Sagens aktivitetscenter på Vesterbro i København.
Her samles travle og aktive ældre for at dyrke de indviklede trin som et tilbud blandt et helt katalog af muligheder, og i kaffepausen er der fuldt blus under diskussionen om den nye regering og landets første, selvstændige ældreminister.
Man har på fornemmelsen, at hun bare er placeret der uden mulighed for at gøre ret meget af det, der er brug for – flere hænder og mere omsorg på plejehjemmene.
Selv om den grånende målgruppe for første gang har sin egen tjener helt inde i magtens maskinrum, er der ikke jubel at spore ved bordet, hvor Annelise Dorset på 73 år har slået sig ned.
»Det har ikke noget med Thyra Frank (LA, ny ældreminister, red.) at gøre – hun har gjort det godt som plejehjemsleder. Men det er svært at se, hvordan hun skal komme igennem med noget, når kommunerne hele tiden skal spare på de ældre,« siger hun og suppleres af sin kaffesøster Inger Siewert på 72 år:
»Man har på fornemmelsen, at hun bare er placeret der uden mulighed for at gøre ret meget af det, der er brug for – flere hænder og mere omsorg på plejehjemmene,« siger hun og Annelise Dorset slår to streger under sit facit:
»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun er et gidsel – og gjorde mere gavn som leder af et plejehjem. Dengang hun stod i spidsen for plejehjemmet Lotte, fik hun rejst en debat om behandling af de ældre på plejehjem, men den er da helt tørret ud siden.«
Rødvin og en svingom
Netop Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, som for længst er flyttet fra en gammel, charmerende villa til et nybyggeri, har i sandhed været afsættet for Thyra Frank, som både nationalt og internationalt blev kendt for at skænke rødvin til aftensmaden og tage en svingom med de ældre.
Da hun af sin forgænger Sophie Løhde (V), der indtil mandag var både sundheds- og ældreminister, fik overdraget ansvaret for de ældre, var det også med erfaringerne fra Lotte både i hjertet og uden på tøjet, at hun tog imod.
»Jeg brænder for det her område af hele mit hjerte, og jeg vil gerne være med til at give mere plads til den enkeltes behov på et plejehjem. Jeg så gerne, at plejehjemmene havde hver deres særlige kendetegn, så man som ældre eller pårørende kunne slå op i et katalog og se, hvad der passer bedst,« sagde hun, der ikke er så nervøs ved slagsmålet om flere penge til ældreområdet.
Smil koster ikke
»Jeg er ikke sikker på, at det behøver at koste mere. Det koster ikke mere at vende mundvigene op ad, når man går ind af en dør, og så er vi startet. Det handler ikke kun om uddannelse, men om dannelse,« sagde hun, der blankt indrømmede, at hun var blevet mere end overrasket over opringningen fra partiformand Anders Samuelsen (LA) søndag aften.
Jeg troede, han lavede sjov.
»Jeg troede, han lavede sjov,« sagde hun med mundvigene formet til en glad latter.
I regeringsgrundlaget er der ikke mange nye bundne opgaver til ældreministeren, som får at vide, at hun skal følge Ældrekommissionens anbefalinger fra 2012.
Den sætning kan Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup bestemt ikke have noget imod, han sad selv i kommissionen – ovenikøbet som formand i en periode.
»Selv om det er ved at være en halvgammel svend, er der stadig masser af anbefalinger at gå i gang med. Der er stadig for mange ældre på plejehjem, som er ensomme, og vi har fortsat en stor udfordring med de mange demente,« siger han, der er en smule ked af, at ældre og sundhed formelt er skilt ad.
Nødvendigt med båthorn
»Fordi vi fra sundhedsområdet kan lære at bruge evidens, så vi kun sætter det i gang, som virker, og så sikrer det samtidig en tættere sammenhæng mellem den praktiserende læge, plejen i kommunen og hospitalet, og det er ikke mindst afgørende for ældre,« siger han.
Heller ikke sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, er vildt begejstret for opdelingen.
»Slet ikke når de skal trække på det samme embedsapparat og har så forskellig parlamentarisk erfaring. Her vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) trække det længste strå,« siger han, der bed mærke i, at den tidligere sundhedsminister gav henholdsvis et larmende båthorn og en ditto ringklokke til de to efterfølgere.
»Det siger lidt om, hvor svært det bliver for ældreministeren at trænge igennem, men sådan er politik: Kabalen skulle gå op.«