OVERBLIK: Sagen om den omstridte landbrugspakke
Regeringstoppen tilbageholdt ifølge Berlingske advarsler om, at landbrugspakken kunne komme i problemer med EU.
Venstre-regeringen har angiveligt længe vidst, at der var en betydelig risiko for, at landbrugspakken ville komme i problemer med EU-Kommissionen. Det blev bare ikke formidlet videre til Folketinget, skriver Berlingske.
Sagen om landbrugspakken har længe spøgt for regeringen og kostede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet. Få her et overblik over den betændte sag.
- I slutningen af 2015 bliver regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative enige om en landbrugspakke. Aftalen betyder, at randzonerne afskaffes, at landmænd får lov til at gødske mere, og at der planlægges en helt ny miljøregulering.
- En række forskere mener dog, at der er benyttet problematiske regnemetoder. Miljøgevinsten ved landbrugspakken var pustet kunstigt op, lød kritikken.
- Det får den såkaldte kvælstofsag til at rulle, da der bliver sået tvivl om, hvorvidt regeringen gav Folketinget retvisende oplysninger, da politikerne skulle tage stilling til lovpakken.
- Daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) bliver beskyldt for at pynte på tallene i forhold til pakkens påvirkning af miljøet.
- Siden melder De Konservative ud, at partiet ikke har tillid til ministeren. K fastholder tilliden til Venstre-regeringen og vil stemme for landbrugspakken. Men ministeren må gå af.
- Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser i første omgang at fyre Kjer, men hun ender med selv at trække sig i februar. Esben Lunde Larsen (V) bliver udnævnt til ny miljø- og fødevareminister.
- I maj forhandles en naturpakke på plads som foreløbigt punktum i sagen, efter at K har krævet kvælstofreducerende tiltag for at kompensere for landbrugspakkens omstridte tal.
- Samme måned skriver EU et brev til miljø- og fødevareministeren om, at landbrugspakken kan være i strid med vandrammedirektivet, nitratdirektivet og habitatdirektivet.
- Men ifølge Berlingske vidste regeringstoppen allerede i december 2015, at der var en betydelig risiko for, at landbrugspakken ville komme i problemer med EU-Kommissionen, uden at advarslen blev formidlet videre til Folketinget.
- To juraprofessorer mener, at regeringen har tilbageholdt oplysninger for Folketinget.
Kilder: Information, Ritzau, TV2, Berlingske, Altinget
/ritzau/