Fortsæt til indhold
Politik

Røde partier: Naturpakken er kun pyntegrønt

Socialdemokraterne anklager De Konservative for at have solgt deres grønne sjæl for at få ro i blå blok.

Pyntegrønt med »måske-effekter« og et »lille plaster på et åbent benbrud«.

I rød blok er partierne alt andet end imponerede over den naturpakke, som regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative præsenterede fredag morgen.

Pakken skal blandt andre give mindre kvælstof i naturen og mere vild skov, men ifølge den socialdemokratiske miljøordfører Simon Kollerup er initiativerne kun til pynt.

»Naturpakken er et forsøg på at dække over de ulyksaligheder, som regeringen lavede med landbrugspakken,« siger han med henvisning til, at landbrugspakken medførte mere kvælstofudledning i naturen de første fire år. Først i 2020 og 2021 får landbrugspakken en positiv miljøeffekt.

Netop på grund af dette negative miljøregnskab krævede De Konservative kompenserede tiltag i naturpakken – og det krav har partiet nu fået indfriet.

Naturpakken sigter mod 630 tons mindre kvælstof i naturen de næste to år via en frivillig ordning, hvor landmænd skal så såkaldte efterafgrøder, der "suger" kvælstof op af jorden.

Socialdemokraterne hæfter sig imidlertid ved, at efterafgrødeordningen af frivillig, og dermed tvivlsom.

»Hvis man vil gøre noget godt for miljøet, så er de frivillige indsatser bestemt ikke de gode indsatser. Det viser erfaringen fra de frivillige randzoner,« siger Simon Kollerup.

Han kritiserer samtidig De Konservative for at have ladet deres ultimatum om kvælstofreduktion »gå op i røg« ved at gå med til den frivillige ordning.

»Det er blevet til en måske-indsats, og dermed er vi lige vidt,« siger Kollerup og fortsætter:

»Jeg tror, at mange havde sat deres lid til De Konservative, men når de kommer ud fra forhandlingerne, med hvad jeg vil kalde pyntegrønt, så har de solgt deres grønne sjæl for at sikre ro i den blå lejr.«

S-ordføreren er dog glad for, at regeringen og de blå partier lægger op til mere end en fordobling af såkaldt urørt skov eller biodiversitetsskov i Danmark.

»Det er et af de få tiltag, som gør, at der trods alt er pyntegrønt med i aftalen. Men det kan bare ikke stå alene, og man skal huske på, at urørt skov er en meget lille del af vores natur,« siger Simon Kollerup.

Naturpakken retter kun op på godt 10 procent af kvælstofforureningen fra Landbrugspakken, påpeger De Radikales miljøordfører, Ida Auken.

Jyllands-Posten arbejder på at få De Konservatives kommentar til kritikken. Ved præsentationen sagde miljøordfører Mette Abildgaard, at de var »svært ikke at smile,« over kvælstofreduktioner på 630 tons.

Men heller ikke De Radikales miljørordfører, tidligere miljøminister Ida Auken, mener, at det er nok til at rette op på landbrugspakkens negative miljøpåvirkning. Landbrugspakken medfører nemlig omkring 6.000 ekstra tons kvælstof i naturen de næste fire år, så naturpakkens reduktion på 630 tons de næste to år svarer altså kun til godt ti procent. Og derfor er Naturpakken kun et »lille plaster på et åbent benbrud,« siger Ida Auken.

Samme kritik kommer fra Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding:

»Landbrugspakken medførte merudledning på ca. 8.000 tons kvælstof. Konservative reducerer med 630 tons. Ikke en grøn pakke,« skriver hun på Twitter.

Ifølge professor på Institut for Biovidenskab ved Aarhus Universitet Stiig Markager udledes der omkring 57.000 ton kvælstof om året.

Ida Auken tilføjer dog, at der også er positive initiativer i naturpakken såsom mere urørt skov og uddannelse af landmænd i naturpleje. Tiltagene er bare for små, mener hun.

»Vi har store problemer med vores vandmiljø og en natur, der lider, fordi den ikke har plads og sammenhæng. Det er der ikke svar på i pakken, så man skal ikke lade sig forlede til at tro, at der nu kommer en stor, forandrende naturindsats i.«

Analyse: Borgfred mellem V og K kan blive kort:

Analyse: Borgfreden mellem V og K kan blive kort

Alternativet mener heller, at naturpakken er grøn nok til at løse naturens udfordringer.

»Men det er et godt udgangspunkt, og det skal der bygges videre på både løbende i denne valgperiode og i tiden efter,« siger naturordfører Christian Poll (Å) i en skriftlig kommentar.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kalder imidlertid naturpakken for en gave til både danskerne og naturen:

»Vi vil rigtig gerne være mere ambitiøse, end den tidligere regering har været. Vi synes, der var for lidt fokus på biodiversitet og natur. Derfor bruger vi mere end 100 millioner ekstra i forhold til den oprindelige Naturplan Danmark,« sagde ministeren, da han præsenterede pakken sammen med de øvrige blå partier.