Venstres Ungdom: Skattelettelser eller valg, Løkke
Venstres eget ungdomsparti opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at tage et folketingsvalg om skattelettelser, hvis DF holder fast i sin afvisning.
Skattelettelser eller folketingsvalg.
Hvis ikke Dansk Folkeparti vil være med til at sænke skatten, så må statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrive valg og se, hvordan terningerne lander.
Så klar lyder opfordringen fra Venstres eget ungdomsparti, VU, efter at DF-formand Kristian Thulesen Dahl har udelukket skattelettelser i denne valgperiode.
»Skattelettelser er så centrale for den nuværende regering, at hvis ikke vi kan komme igennem med dem, så skal vi tage et folketingsvalg om det,« siger VU-formand Chris Holst Preuss.
DF's afvisning kommer på trods af, at netop skattelettelser er et hovedkrav fra både Liberal Alliance og De Konservative, og selvom Lars Løkke Rasmussen har lovet at sænke skatten for danskere i job i år. DF har tilmed indgået to aftaler med regeringen og de blå partier, hvor det klart fremgår, at pengene skal bruges til skattelettelser – nemlig aftalerne om kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
Chris Holst Preuss håber, at regeringen og DF kan forhandle sig frem til en fredelig løsning på uenigheden.
»Men hvis DF holder fast i, at de ikke vil bruge en krone på skattelettelser, så mener vi, at regeringen, Liberal Alliance og De Konservative skal tage spørgsmålet i folketingssalen, og så må vi se, om Dansk Folkeparti virkelig er villige til at vælte regeringen på det her,« lyder det fra VU-formanden.
Han peger samtidig på, at valgløftet om skattelettelser er hjerteblod for regeringen:
»Venstre har sagt som det allervigtigste mantra i valgkampen, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og for at det projekt kan lykkes, er det nødvendigt at sænke skatterne i bunden. Det kræver, at man er villig til at prioritere pengene til det, og det siger Dansk Folkeparti fra over for,« siger Chris Holst Preuss og tilføjer, at Danmark har nogle af verdens højeste skatter.
»Hvis en borgerlig regering ikke kan rette op på det, så ser det slemt ud,« siger han.
Kristian Thulesen Dahl blødte sent i aftes en smule op på sin totale afvisning af skattelettelser i denne valgperiode. DF kan nok alligevel kan gå med til at sænke skatten, hvis der samtidig bliver indgået en aftale om sende flygtninge ud af Danmark, så de ikke belaster statskassen, meddelte Thulesen Dahl:
»Det bedste vil selvsagt være, hvis de andre partier vil være med til at sikre repatriering/hjemsendelse af flygtninge og migranter, så de ikke bliver ved med at belaste de offentlige udgifter.«
»Men indtil de er klar til det, må vi gøre det klart, at der ikke er grundlag for skattelettelser i denne valgperiode,« skrev han på Facebook sent onsdag aften.
Ifølge Finansministeriet vil den danske befolkning vokse med 97.000 flygtninge og familiesammenførte fra 2014 til 2020. Det udløser samlet set en ekstraregning på 6,4 mia. kr. for årene 2017 til 2020, viser nye beregninger fra ministeriet. Det er disse tal, der har fået Thulesen Dahl til at slå bremsen i med hensyn til skattelettelser.
Liberal Alliance – som tidligere har truet med at vælte regeringen, hvis ikke den sænker skatten og gennemfører reformer – har dog ikke i sinde at opgive sine krav. Partiets tålmodighed udløber til jul.
Lars Løkke Rasmussen kommenterede selv sagen for kort tid siden på Christiansborg, hvor han sagde, at DF's position var velkendt, og at regeringen stadig agter at præsentere sin plan for skattelettelser til august. Oprindeligt skulle forhandlingerne om skattelettelser finde sted i foråret, men på grund af flygtningesituationen udskød Løkke dem til efteråret.
Før folketingsvalget sagde Løkke meget klart, at han ikke ville være statsminister, hvis han ikke kunne få sin politik igennem på en række afgørende punkter, herunder skattelettelser:
»Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet, og selv om jeg godt ved, at alle skal give og tage, og at Venstre ikke har monopol på sandheden, så er der nogle betingelser, som jeg vil insistere på er opfyldt. Og så må det jo være op til de andre partier, om de ønsker mig som statsminister, eller om de hellere vil have en anden,« sagde Venstre-formanden i et interview med Berlingske.
Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen siger, at Venstre regner med at forhandle sig frem til en løsning til efteråret.
I den seneste meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten står Venstre til den laveste opbakning i årevis. Blot 17,1 procent af danskerne ville stemme på partiet, hvis der var valg i morgen. Samtidig ville et valg sandsynligvis betyde et regeringskift, hvor Mette Frederiksen (S) blev statsminister.