SF vil fjerne understøttende undervisning helt: »Det fungerer bare ikke«
Partiet vil lade det være op til skolerne, om man vil beholde de særlige timer - men pengene skal stadig bruges.
De såkaldte understøttende undervisningstimer, som blev indført med den nye folkeskolereform, bliver ikke brugt til det, de var tiltænkt. Og derfor bør det være helt op til de enkelte skoler, om de ønsker at have dem eller ej.
Det mener SF, som vil lade skolerne veksle alle de understøttende timer til tolærerordninger, hvor eleverne får undervisning af to lærere i klassen i enkelte timer i stedet for at få en ekstra, understøttende time.
»Mange steder fungerer det bare ikke. Jeg har talt med lærerteams på tre lærere, hvor hver enkelt lærer griber det an på forskellige måder. Og mange steder bliver det brugt som en spareøvelse, fordi man kan sætte pædagoger ind i klasserne i de timer,« siger Jacob Mark, der er børne- og undervisningsordfører for SF.
Den understøttende undervisning er ifølge Undervisningsministeriet »læringsaktiviteter, som ligger udover folkeskolens faste fag og emner«. Undervisningen skal understøtte den faglige undervisning - deraf navnet - og kan varetages af både lærere, pædagoger og gæstelærere.
Tidligere i år blev det muligt for skolerne at søge dispensation, så man kunne erstatte nogle understøttende timer med tolærerordninger. Og mandag kunne Folkeskolen så berette, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby i et brev til politikere i Viborg åbner for, at den understøttende undervisning kunne minimeres til én ugentlig time, hvis skolerne ønsker at konvertere dem til timer med to lærere i klasserne.
Ministerens brev blev skrevet som svar på et spørgsmål fra tre politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative i Viborg Byråd, som havde bedt ministeren om at svare på, hvilke muligheder kommunen kunne have for at forkorte skoledagenes længde.
SF vil gå et skridt længere og give skolerne frie tøjler til at bestemme, om man vil have understøttende undervisning eller ej. Der følger dog et krav med: Skolerne må ikke bruge det som en spareøvelse.
»Det eneste krav er, at ressourcerne skal blive ude på skolerne. Skolebestyrelserne skal med andre ord kunne redegøre for, at pengene bliver brugt i undervisningen,« siger Jacob Mark, som i løbet af denne uge vil fremlægge forslaget for ministeren med henblik på at få taget det op i forligskredsen.
Foreningen Skolelederne har tidligere udtrykt afdæmpet begejstring over muligheden for at konvertere den understøttende undervisning til timer med to lærere.
»Indtil nu har mine medlemmer ikke efterspurgt det. Jeg holder fast i, at hvis man skal gøre det, så skal det være en pædagogisk løsning. Ikke fordi vi synes, at børnene går for lang tid i skole,« lød det i august fra formand Claus Hjortdal.