Fortsæt til indhold
International

Donald Trump har ytret sig uafbrudt, siden flytrafikken blev stoppet – bare ikke om det

Den amerikanske præsident havde meget at sige, da en lignende situation indtraf i 2023. Denne gang siger han intet om sagen. Det vækker opsigt.

Donald Trump har været meget aktiv på sit sociale medie Truth Social, men et emne har han undgået. Arkivfoto: Evan Vucci/Reuters

Fredag aften fandt det mest omfattende flystop siden den 11. september 2001 sted i USA.

I over fire timer var passagerer og fly bundet til jorden med tusindvis af rejsende påvirket og heftige forsinkelser og forstyrrelser i flytrafikken til følge.

Nu spreder et spørgsmål sig i de amerikanske medier: Hvor er Donald Trump?

Siden forbuddet indtraf, har USA’s præsident flittigt postet på sit sociale medie Truth Social.

Han har kritiseret politiske konkurrenter, foreslået et initiativ, der skal holde på jobs i underholdningsindustrien i USA, og delt et billede af sig selv med titlen ”Best president in the history of America”, for bare at lave et par nedslag, men han har endnu ikke kommenteret flyveforbuddet.

Det har nu givet anledning til kritik i medier som CNN og The New York Times.

»Det er ret sjældent ikke at høre fra præsidenten vedrørende en hændelse så omfattende som den her,« siger journalist Kaitlan Collins i en video på CNN.

Mere direkte i mælet er det tidligere republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Marjorie Taylor Greene.

I et opslag på X fremhæver hun et opslag, den amerikanske præsident lavede i 2023, da luftfartsmyndighederne dengang indførte et flyveforbud på omkring 90 minutter.

Her forklarede præsidenten hændelsen med inkompetence og sammenlignede derefter USA med et tredjeverdensland.

Derfor påpeger Marjorie Taylor Greene det hykleriske i præsidentens pludselige stilhed omkring emnet.

»Han har været præsident i to år med fuld republikansk kontrol over Huset og Senatet. Der er bogstaveligt talt ingen undskyldninger tilbage,« skriver hun.

Efter hændelsen afholdt transportminister Sean Duffy et pressemøde, hvor præsidenten også udeblev, hvilket Greene også kritiserer.

Flyveforbuddet blev indført sent fredag dansk tid af USA’s luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration (FAA).

Ifølge Sean Duffy skyldtes det et svigt i forældet netværksteknologi, der anvendes til flyvekontrol.

Det anslås, at over 6.600 afgange blev aflyst som følge af forbuddet. 8.600 afgange blev forsinket.

De amerikanske flyselskaber er ifølge Reuters ikke forpligtede til at betale kompensation til de berørte passagerer, fordi selskaberne ikke selv var ansvarlige for fejlen, der førte til flyveforbuddet.