Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Det sker der efter de kuldsejlede asylforhandlinger

I stedet for en politisk aftale bliver der nu sendt et lovforslag til Folketinget.

/ritzau/

Regeringen har mandag opgivet at nå til enighed med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Konservative og Liberal Alliance om en ny lovpakke på asyl- og udlændingeområdet.

I stedet vil regeringen fremsætte et lovforslag, som vil indeholde følgende elementer:

  • Begrænsning i varigheden af opholdstilladelser. Flygtninge med konventionsstatus får kun ophold i to år mod i dag fem år. Flygtninge med konventionsstatus får fremover kun opholdstilladelse for ét år.
  • Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse.
  • Stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse.
  • Yderligere udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse. I dag er ventetiden ét år. Fremover bliver den tre år, før familien kan komme til Danmark.
  • Flygtninge skal også betale for transportudgiften, når familiesammenførte skal til Danmark. Hidtil har staten betalt.
  • Når flygtninge søger om familiesammenføring og om permanent opholdstilladelse, skal de betale et gebyr.
  • Asylansøgere skal betale mere af udgiften til deres ophold i Danmark.
  • Mulighed for at undersøge, om ansøgere har medbragte midler, der kan tages fra dem, og som kan bruges til at betale for ophold i asylcentrene. Vielsesringe og mobiltelefoner må asylansøgere dog beholde, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
  • De økonomiske ydelser til asylansøgere sættes ned med 10 procent.
  • Genindførelse af "integrationspotentiale-kriteriet" ved udvælgelse af kvoteflygtninge.
  • Asylansøgere skal ikke længere have mulighed for at blive indkvarteret i selvstændige og særlige boliger uden for asylcentrene.
  • Den "ekstraordinære" asylrådgivning rulles tilbage.

Regeringen oplyser, at lovforslaget kan træde i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.

Kilde: Finansministeriet