Fortsæt til indhold
Politik

Tidligere V-minister om Støjberg: Hvordan kan man dog være så hjerteløs?

Den tidligere V-minister Britta Schall Holberg langer voldsomt ud efter udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ageren i sagen om statsborgerskab til tusindvis af ansøgere.

Den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af en af den nuværende regerings mest synlige ministre.

I et debatindlæg i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten kalder det forhenværende mangeårige medlem af Folketinget således nuværende udlændingeminister – og partifælle - Inger Støjberg (V) for ”hjerteløs”.

Sagen, der har fået den tidligere indenrigs- og landbrugsminister til tasterne, er den såkaldte statsborgerskabssag. I sidste uge meddelte Støjberg, at hun ønskede at genoptage tusindvis af statsborgerskabssager, hvor Folketingets Indfødsretsudvalg ellers før valget havde besluttet sig for at give dispensation og altså stillet danske pas i udsigt til ansøgerne.

Men da de pågældende ansøgere endnu ikke havde stået på et lovforslag, der var blevet stemt i folketingssalen, var deres statsborgerskab ikke formelt endnu, og med en ny sammensætning af Folketinget efter valget ønskede Støjberg, at sagerne skulle genbehandles - med det mål, at færre skulle have den dispensation, de ellers var blevet stillet i udsigt gennem breve fra Justitsministeriet.

”Ét er det rent ordensmæssige: At mennesker kan regne med det, som regeringer og forvaltninger skriver til dem. Noget andet er: Hvordan kan ministeren dog få den idé?” skriver Britta Schall Holberg i debatindlægget og fortsætter:

”Hvordan vil hun være bekendt rent menneskeligt at skrotte den oplevelse, som de mennesker, der har modtaget brevene, har siddet med, da de åbnede brevet? Hvordan kan man dog være så hjerteløs?”

Britta Schall Holberg er ikke den eneste forhenværende Venstre-minister, der har været efter Støjberg i forbindelse med statsborgerskabssagen:

”For mig hører det ingen steder hjemme. Det kan man ikke tillade sig. Det er stillet dem i udsigt, og derfor skal man bare se at få den sag gjort færdig i Folketinget,” sagde tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til Politiken.

Britta Schall Holberg takker samtidig Liberal Alliances indfødsretsordfører Leif Mikkelsen, som sammen med rød blok dannede et flertal, der fastholdte beslutningen om at i alt 2500 dispensationssager ikke skulle omgøres. Dermed får de mennesker, der inden valget – uden forbehold – var blevet stillet dansk statsborgerskab i udsigt, deres danske pas.

”Der er al mulig grund til at takke Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance for, at han fik sat hælene i forleden, da Venstres integrationsminister, Inger Støjberg, i sit katalog af daglige overvejelser over, hvordan regeringen kan genere mennesker af en anden herkomst end dansk så meget som muligt, var nået til, at hun ville ophæve virkningen af det brev om statsborgerskab, som flere tusinde mennesker havde modtaget fra Justitsministeriet.”

Inger Støjberg har ikke ønsket at svare på kritikken fra Britta Schall Holberg.