Fortsæt til indhold
Politik

Flertal går mod Støjberg om statsborgerskab: 2.500 skal fortsat have dispensation

Et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg har igen stemt for at give dispensation i 2500 statsborgerskabssager. Rød blok og Liberal Alliance udgjorde flertallet.

Et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg har besluttet at give dispensation i 2500 statsborgerskabssager, og dermed bliver udlændingeminister Inger Støjbergs (V) og Dansk Folkepartis ønske om at genbehandle - og potentielt dermed omgøre tidligere beslutninger om at give dispensation i lang række statsborgerskabssager - ikke til virkelighed.

Flertallet i Indfødsretsudvalget består af rød blok og Liberal Alliance.

"Udvalget har gjort, som det fik besked på. Beskeden fra ministeren var at genbehandle sagerne, og udvalget er nået frem til, at de 2500 personer får et ja til dispensation," siger Jan E. Jørgensen, indfødsretsordfører for Venstre til ritzau.

"Udvalget er nået frem til samme beslutning som sidst," tilføjer han.

Udlændinge kan opnå statsborgerskab ved at leve op til de gældende krav – eller ved at søge om dispensation, hvis de f.eks. har en psykisk lidelse. Det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der skal behandle sagerne om dispensation, og udvalget havde inden valgudskrivelsen i slutningen af maj besluttet at tildele dispensation til ca. 2750 statsborgerskabsansøgere.

Men de pågældende ansøgere får først formelt tildelt deres danske statsborgerskab, når det er blevet vedtaget som et lovforslag i Folketinget, og det er endnu ikke sket – dels fordi et lovforslag med 1554 dispensationsansøgere faldt bort, da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev valg. Dels fordi de resterende 1200 navne først skulle på et lovforslag til oktober.

Ud af de ca. 2750 er det kun 255 personer, der i et brev fra de danske myndigheder er blevet gjort bekendt med, at dispensationen i princippet kunne blive trukket tilbage, hvis et flertal i Folketinget efter valget ønskede det – mens de resterende 2500 uden forbehold har fået besked om, at de kan vente sig statsborgerskab.

Onsdag meddelte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at det nye Indfødsretsudvalg - hvor der nu er et borgerligt flertal - skal genbehandle alle dispensationssager, altså både dem, der er blevet advaret om, at beslutningen kan omgøres, og dem, der ikke er.

”Det kan ikke være nogen hemmelighed for nogen, at jeg synes, og regeringen synes, at der har været for lempelige vilkår. Og at der har været alt for mange, der har fået statsborgerskab via dispensation,” udtaler Inger Støjberg til Politiken. Dansk Folkeparti er begejstret for Støjbergs udmelding og slår fast, at deres mål er, at så mange som muligt nu får omgjort deres dispensation.

Men et flertal i Indfødsretsudvalget har altså nu sikret, at beslutningen om at give dispensationer står ved magt.