Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tak til Leif Mikkelsen

Britta Schall Holberg, tidl. minister (V), Slots Allé 4, Hagenskov, Ebberup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er al mulig grund til at takke Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance for, at han fik sat hælene i forleden, da Venstres integrationsminister, Inger Støjberg, i sit katalog af daglige overvejelser over, hvordan regeringen kan genere mennesker af en anden herkomst end dansk så meget som muligt, var nået til, at hun ville ophæve virkningen af det brev om statsborgerskab, som flere tusinde mennesker havde modtaget fra Justitsministeriet.

Det er sandelig velforståeligt, at Leif Mikkelsen blev så vred, som han blev.

I stedet for, som Inger Støjberg gjorde, at klandre ham for, at han jo selv havde stemt nej til, at en række af disse mange mennesker skulle have dispensation og dansk statsborgerskab, burde hatten tages af for ham, fordi han – netop alligevel – holdt så godt fast i, at når mennesker har fået et brev fra landets justitsministerium om, at de kan blive danske statsborgere, så holder et sådant brev vand. Vi lever da vel ikke i en bananrepublik, hvor man ikke kan stole på de offentlige skrivelser, vi modtager.

Den menneskelige side

Men ét er det rent ordensmæssige: At mennesker kan regne med det, som regeringer og forvaltninger skriver til dem. Noget andet er: Hvordan kan ministeren dog få den idé?

Hvordan vil hun være bekendt rent menneskeligt at skrotte den oplevelse, som de mennesker, der har modtaget brevene, har siddet med, da de åbnede brevet? Hvordan kan man dog være så hjerteløs?

Det er muligt, at regeringens støtteparti, DF, forlanger alt muligt af regeringen og ministeren, men et eller andet sted må både Venstre og ministeren selv kunne have så megen anstændighedsfølelse, at de sætter fødderne ned og siger, at nu er det nok.

Vi andre har i alle tilfælde fået nok, når vi hører et sådant forslag. Lige så meget nok – eller mere end Leif Mikkelsen fik. Der må dog trods alt være anstændighed til.