Fortsæt til indhold
Politik

Mads Holger svarer igen: Jeg er blevet udsat for en meget dårlig opførsel fra ledelsen

Mads Holger er ikke overrasket over ekskluderingen fra De Konservative, men fortryder intet.

Mens de personlige stemmer fortsat bliver talt op, har forretningsudvalget hos De Konservative anbefalet, at kandidaten Mads Holger bør ekskluderes pga. partiskadelig virksomhed.

Og hovedpersonen er ikke overrasket over den udmelding.

"Jeg har jo godt kunnet mærke, at partiledelsen ikke har været videre begejstret for mig, så det kommer ikke voldsomt bag på mig. Jeg er blevet udsat for en meget dårlig opførsel fra ledelsen. Først nægtede man mig at stille op i Københavns Storkreds, og bag efter spredte de usandheder om mig til pressen," siger Mads Holger til BT.

Ekskluderingen, som hovedbestyrelsen skal tage stilling til torsdag, sker ifølge partisekretær Søren Vandsø pga. Holgers udtalelser om, at Det Konservative Folkeparti er en døende patient, der foretager sig ting i febervildelse.

Han understreger over for TV 2 News, at det er legitimt at kritisere sit eget parti, men at Mads Holger efter partiledelsens mening er gået for langt.

Holger fortryder dog intet, og siger til BT, at partiet har brug for "selvransagelse af den dybeste karakter".

Mads Holger valgte i løbet af valgkampen at køre en kampagne med ordlyden "Start den konservative nytænkning", som mange opfattede som en kritik af kandidatens eget parti, der samtidig havde en kampagne, der indledte med ordet "stop".

Senere anklagede han sit parti for mangelfuld rådgivning, fordi han ikke blev gjort bekendt med, at partiet havde opstillet ham under navnet Mads Holger Norgaard, når alle kender ham som Mads Holger, og det var i det navn, han havde drevet kampagne.

"Dette finder jeg hverken demokratisk eller rimeligt, og jeg frygter, at Det Konservative Folkeparti med ufine midler forsøger at påvirke valget og tilkende Rasmus Jarlov en skrivebordssejr, da denne pludselige ændring på stemmesedlen også bevirker, at jeg i alle andre kredse end mine egne flyttes en plads ned ad listen og således under Rasmus Jarlov," sagde Mads Holger i sidste uge til BT.

Politikeren har ikke kommenteret sagen på sin Facebook-profil, men i stedet delt et klip fra Paul Newman-filmen "Cool hand Luke", som vist siger det meste.

Filmen fra 1967 handler om Luke Jackson (spillet af Newman), der er indsat i et fængsel, hvor vold og tortur er normen. Men Jesus-figuren Luke Jackson, der er et forbillede for de andre fanger, nægter at indordne sig og flygter gang på gang, kun for at blive fanget igen. Til sidste bliver fængslet hans endeligt.

Det står endnu ikke klart, om Mads Holger er blevet valgt ind.