Fortsæt til indhold
Politik

Mads Holger vil gerne tale om ægte konservative værdier

Den konservative folketingskandidat mener, at partiet har et større potentiale, end vælgertilslutningen antyder.

Mads Holger, folketingskandidat for Konservative i Københavns Omegns Storkreds, påbegyndte mandag en kampagne med ordlyden "Start den konservative nytænkning".

Et modigt træk, kunne det ligne, med tanke på, at De Konservative i denne valgkamp har en stor kampagne med startordet "stop" kørende. Det kunne også ligne en verbal stikpille til selvsamme kampagne.

Jeg vil også gerne stoppe tarmslyng og kriminalitet, men nu mener jeg bare, at fokus skal være på noget andet.

Men det er ikke ment som et modigt træk, siger Mads Holger - som dog ikke er blind for, at hans personlige kampagne står i kontrast til partiets.

"Jeg er da klar over, at de to ting spiller op mod hinanden, men der er jo også ting, jeg gerne vil stoppe. Det ville da være mærkeligt andet. Jeg vil også gerne stoppe tarmslyng og kriminalitet, men nu mener jeg bare, at fokus skal være på noget andet," siger han om sin nye kampagne.

Den 37-årige Mads Holger, som nok er mere kendt som journalist, debattør, forfatter og natklubejer, er uddannet teolog og stiller i år op til Folketinget for første gang.

Han mener, at valgkampen savner noget mere fokus på de positive budskaber, og derfor vil han sprede ordet om, hvad han kalder de "bløde konservative værdier", f.eks. almen dannelse i folkeskolen, kultur, kristendom og miljø.

Det betyder mindre brug af den negative retorik, som ellers kendetegner en ikke uvæsentlig del af den politiske debat, og mere fokus på, hvad der kan gøres for at rette op på de ting, som er galt i samfundet, set med konservative øjne.

Konservative lancerede tidligere i år en "stop"-kampagne med fokus på de ting i samfundet, man ønsker at få bugt med.

"Jeg er som alle andre vanvittigt bekymret for masseindvandringen og den store tilstrømning af mennesker, som vi ikke kan integrere. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi bliver bedre til at hævde vores egen kultur positivt frem for at dadle andres. Vi skal blive meget bedre til at vise og vide, hvem vi selv er, og det aner vi ikke. Var vi bedre til det, ville det nok lette integrationen," siger Mads Holger og henviser til, at han har skrevet flere blogs og kronikker i diverse medier, som peger på, hvad han anser for "konservative kerneværdier".

"Den konservative tanke bør netop gå imod bestræbelsen for at sænke barren for derved at have alle med. Ambitionen må i stedet være at styrke og højne enhver, så alle kan komme over plankeværket," skrev han i en kronik i Berlingske i maj, hvor han også anførte, at partiet bestemt kan vokse sig større, hvis man kommunikerer de klassiske konservative dyder ud til befolkningen.

Ting som national identitet, dannelse, ordentlighed, strukturer og ansvar for miljøet og de kommende generationer er ifølge Mads Holger dyder, som er klassisk konservative, og som partiet derfor bør slå hårdere på tromme for.

Den konservative kandidat har i løbet af sin relativt korte karriere som politiker - han annoncerede sit kandidatur i september sidste år - oplevet, hvor hård en retorik, man bliver udsat for som politiker, både fra med-politikere, fra medier og fra meningsdannere.

Selv om retorikken har chokeret den nyslåede politiker ønsker Mads Holger efter eget udsagn ikke at beklage sig alt for meget over dén del af politikerlivet. Derimod beklager han, at der i de første omtaler af hans "start"-kampagne blev sat fokus på, at Mads Holger var "provokerende" og førte kampagne mod sit parti.

”Det handler om at være lidt favnende og positiv. Derfor var jeg også lidt ked af, at den første omtale var negativ. Jeg er lidt ked af, at man fokuserer på, at jeg er en ballademager og en provokatør. Nu går jeg ud og siger ’start en positiv politisk dialog’ og går foran med et godt eksempel," lyder det fra Mads Holger.

De Konservative ligger ifølge Jyllands-Postens seneste Wilke-meningsmåling til at få 4,1 pct. af stemmerne.