Khader: Mads Holger har ført partiskadelig virksomhed
Ledelsen må tage affære over for Mads Holger, mener Naser Khader.
Valgkampen er slut og stemmerne talt op.
Og nu er det tid til lidt internt rengøring.
Det mener i hvert fald Naser Khader, som ser ud til at have fået et sikkert mandat i det østjyske.
Han tager nu bladet fra munden og kritiserer sin partifælle Mads Holger, som har ført en opsigtsvækkede kampagne.
Blandt andet sagde han for fire dage siden til Politiken:
”Jeg vil gerne hjælpe det her parti, men føler mig lidt som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse.”
Og den slags er ikke acceptabelt, mener Khader.
”Han (Mads Holger, red.) har ført en negativ kampagne imod sit eget parti. Det, han har foretaget sig, er partiskadelig virksomhed,” siger han, der appellerer til, at ledelsen griber ind.
”Han har ført en valgkamp på at kritisere sit eget parti. Så jeg håber da, at ledelsen tager affære,” siger Khader.