Færøsk joker: Vi vil ikke lade os presse til noget
Hvis det færøske uafhængighedsparti vinder valgets afgørende mandat, kan det trække ud med afgørelsen af, hvem der skal være statsminister i Danmark, siger partiets formand.
Han har sagt, at han ikke på forhånd vil pege på Lars Løkke Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, og nu gør han det også klart, at danskerne måske må væbne sig med tålmodighed, før de finder ud af, hvem der skal lede landet de næste fire år.
Høgni Hoydal, formand og kandidat for det færøske uafhængighedsparti Republikanerne, kan, når stemmerne er talt op, sidde med det afgørende mandat.
Sker det, vil han slå koldt vand i blodet.
”Alting er jo meget hypotetisk, men jeg forstår jo meget godt, at hvis de færøske mandater bliver afgørende, så vil man have en afklaring i Danmark. Men vi vil selvfølgelig ikke lade os presse til noget. Så må vi simpelthen have en forhandling i gang uden at trække det meget i langdrag,” siger han til Jyllands-Posten torsdag aften og tilføjer:
”Der bliver umådeligt pres på med det samme, hvis det sker, men vi vil selvfølgelig tage det roligt.”
Meningsmålingerne spår, at de to mandater på Færøerne fordeles med ét til Venstres søsterpartiet, Sambandspartiet, der vil pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og ét til Socialdemokraterne, der peger på Helle Thorning-Schmidt.
Men i den seneste måling fra onsdag haler Republikanerne ind på Socialdemokraterne, som ligger mindre end to procentpoint foran.
Republikanerne befinder sig ideologisk set også på venstrefløjen, men Høgni Hoydal har på forhånd sagt, at man støtter den blok, der vil bakke op om Færøernes ret til selvstændighed og egen grundlov.
Flere iagttagere og kommentatorer har dog vurderet, at det er udtryk for valgtaktik, og at det er vanskeligt at se Republikanerne ende som støtteparti for en borgerlig regering side om side med Dansk Folkeparti.
Kan du med dit ståsted på venstrefløjen forestille dig en situation, hvor du støtter en blå regering?
”Det, vi har sagt, er, at vi simpelthen ikke har låst os fast på nogen blok, fordi vi ser ikke den store forskel på politikken i forhold til Færøerne. Så det er igen et hypotetisk spørgsmål, jeg ikke kan svare på. VI kan ikke give vores støtte til nogen på forhånd, det går ikke,” siger han.
Søren Espersen, Dansk Folkepartis ordfører for Nordatlanten, sagde torsdag til Jyllands-Posten, at han har talt med både statsministeren og Venstres leder, og at ingen af dem vil tillade to grundlove i ét rige.
Hvis hverken rød eller blå blok vil indfri dine krav om en grundlov for Færøerne, vil I så undlade at pege nogen af dem?
”Det er så ét scenarie,” siger Høgni Hoydal.
Færøerne er én time bagud i forhold til Danmark, og det ventes, at stemmerne er talt op omkring midnat dansk tid.
Der skal også vælges to mandater i Grønland. Disse ventes at gå til rød blok, heraf ét til partiet IA, der ligesom Republikanerne på Færøerne ikke på forhånd vil love opbakning til en bestemt statsminister.
Grønland er fire timer bagud i forhold til Danmark, og derfor ventes valgresultatet først midt på natten dansk tid.