Fortsæt til indhold
Politik

Valgkampen udnyttes til skæve kampagner

Bilproducenterne Opel og Dacia benytter valgkampen i deres reklamer.

En valgplakat med påskriften "Vælger du rød eller blå? Indholdet er det samme." lyder måske ikke som det bedste slogan til at lokke stemmer til ens parti.

Men det er heldigvis heller ikke meningen. Teksten stammer nemlig fra en "valgplakat" fra bilproducenten Dacia, som har valgt at udnytte, at alt drejer sig om valget d. 18 juni.

Hos General Motors er man også gået aktivt ind i valgkampen. Endda med et politisk budskab, der skal skabe opmærksomhed om en ny bilmodel fra Opel.

Den nye mikrobil fra Opel, der går under navnet Opel Karl, giver nemlig ejeren muligheden for at navngive sin nye bil og få monteret et valgfrit navn på bagsmækken.

I anledning af valgkampen har Opel udsendt en række reklamebilleder af den nye Opel Karl med navnene på de mulige ministerkandidater fastmonteret på bagsmækken. Billederne kommer med en opfordring til, at ministrene i fremtiden skal have muligheden for at køre selv og i mindre biler.

"Der har været en masse snak om ministerbiler, chauffører, afgifter osv. Det her er vores måde at sige, at ligesom der er en politisk retning til alle, så er der også en bil til alle, uanset ens ønsker og behov. Og på samme måde har de kommende ministre også et valg, når det kommer til ministerbilen," fortæller Thomas Bruun, der er administrerende direktør hos Opel Danmark.

Hvis Uffe Elbæk skulle få en ministerpost, er denne Opel måske en mulighed.