Helles Bullshit-bingo eller Løkke på Tronen?
Danmark Socialdemokratiske Ungdom og Venstres Ungdom går hårdt til de to statsministerkandidater.
”Der kommer en god løsning i morgen”,
”Vi har ført den nødvendige politik” og
”Vi har ikke begået løftebrud” – du kender dem. Det er Helle Thornings indøvede udenomssnak.
Således lyder indledningen til det spil, som Venstres Ungdom (VU) har lanceret på Bullshit-bingo.dk. Her kan man downloade to bingoplader, hvor man kan krydse citater af i takt med, at Helle Thorning benytter dem under partilederrunderne på TV.
Som modsvar har Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) netop lanceret en ny kampagne, som de kalder Løkke på Tronen.
"Fedtet ind i rødvin og gamle bilag klamrer Lars Løkke Rasmussen sig til skandaletronen, hvorfra han kører kongeriget i sænk med sine farlige eksperimenter."
Sådan lyder teaseren til kampagnen, der er stærkt inspireret af successerien Game Of Thrones. Kampagnen består af en fiktiv filmplakat, der viser Lars Løkke siddende på en trone af gamle øl- og vinflasker. Plakaten kan downloades på dsu.net, men man kan også bestille den ganske gratis. Dog skal man betale for portoen.
Men hvilken kampagne mener du, der er den bedste? Stem i toppen af artiklen.