Kendte danskere med politiske ambitioner
Ronald Reagan tog springet i USA, Garry Kasparov i Rusland, Sebastian Coe i Storbritannien og Ilona Staller i Italien.
Vi taler om springet fra offentlig bevågenhed for henholdsvis skuespil, skak, løb og porno til en politisk karriere.
”Kendis til politiker-fænomenet” er ikke ukendt i Danmark.
Senest sprang både digteren Yahya Hassan og fitness-instruktør Charlotte Bircow inden for 24 timer ind på den politiske scene.
Hassan for Nationalpartiet, der endnu ikke er opstillingsberettiget, og Bircow for Liberal Alliance, der har en tradition for at tiltrække folketingskandidater, der er kendt for andet end politik.
Lad os indlede denne tour de force-præsentation over danskere, der allerede havde en plads i offentligheden, før de blev draget af Christiansborg med de kandidater, der kan sættes kryds ud for ved det kommende valg.
Vi indleder med en stribe kandidater fra Liberal Alliance:
Joachim B. Olsen (LA)
Kendt for: Professionel kuglestøder i perioden 2002 – 2009, hvor han blandt andet vandt en bronzemedalje (senere konverteret til sølv) ved De Olympiske Lege i 2004. I 2008 var han fanebærer på det danske OL-hold. Han har desuden vundet flere guld- sølv- og bronzemedaljer ved EM og VM i perioden 2002 til 2007. Desuden deltager og vinder i tv-showet "Vild med dans".
Valgt til Folketinget for Liberal Alliance i 2011, hvor han bl.a. har markeret sig med fattigdomsdiskussionen med SF's Özlem Cekic om dagpengemodtageren Carina.
Født: 31. maj 1977
Uddannelse: Historiestudier ved University of Idaho.
Leif Mikkelsen (LA)
Kendt for: Formand for Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger ind til han blev valgt til Folketinget for Venstre i 2001. Efter uenigheder med Venstre-gruppen skiftede han i 2007 til Liberal Alliance.
Født: 27. juli 1945
Uddannelse: Landmand
Henrik Dahl (LA)
Kendt for: Livsstilsforsker, debattør og forfatter til blandt andet bogen ”Hvis din nabo var en bil”.
Offentliggjorde i februar 2014, at han ville stille op som folketingskandidat for Liberal Alliance.
Født: 20. februar 1960
Uddannelse: Cand.scient.soc og ph.d.
Thyra Frank (LA)
Kendt for: Var leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, og blev landskendt for sin tilgang til pleje, der inkluderede rødvin til maden, portvin til desserten og en årlig charterferie. Desuden formand for regeringens Ældrekommission.
Valgt til Folketinget for Liberal Alliance i 2011.
Født: 10. maj 1952
Uddannelse: Sygeplejerske
Mette Bock (LA)
Kendt for: Direktør for Muskelsvindfonden. Ansvarshavende chefredaktør og administrende direktør for Jydske Vestkysten. Prorektor ved Aarhus Universitet og programdirektør i Danmarks Radio. Valgt til Årets Erhverskvinde i 2006.
Blev valgt til Folketinget for Liberal Alliance i 2011.
Født: 26. juli 1957
Uddannelse: Cand.scient.pol og mag.art
Ole Birk Olesen (LA)
Kendt for: Udgav i 2007 bogen ”Taberfabrikken” og derefter ofte brugt som liberal debattør i medierne. Lancerede i forbindelse med bogudgivelsen den liberale brugerstyrede netavis 180Grader. Har desuden været medlem af panelet i DR2-programmet ”Smagsdommerne”.
Født: 21. december 1972
Uddannelse: Journalist
Foruden Liberal Alliances kendte kandidater, vil det kommende folketingsvalg også give mulighed for at sætte kryds ud for følgende, der er kendt for andet end politik:
Anders Stjernholm (Å)
Kendt for: Dansk stand-up-komiker og tv-vært. Har blandt andet lavet showet ”Find Lykken” og været vært på tv-programmet Bingo Banko. Er formand for adhd-foreningen og er selv diagnosticeret med sygdommen. Meddelte i maj 2015, at han ville stille op for det nye parti Alternativet.
Født: 22. november 1980
Uddannelse: Journalist
Mads Fuglede (V)
Kendt for: Ofte brugt kommentator på emner om amerikansk politik. Var blandt andet fast kommentator på TV2 News under den amerikanske valgkamp i 2008 og 2012. Meddelte i 2014, at han var folketingskandidat for Venstre.
Født: 1971
Uddannelse: Cand.mag
Mads Holger (K)
Kendt for: Stiftede i 2009 luksus-natklubskonceptet Klub JET, hvor deltagerne rejste til eksklusive natklubber og særligt arrangerede fester forskellige steder i verden i et privatchartret fly. Mads Holger er tillige radiovært på Radio24syv og har udgivet bøger og har arbejdet som journalist – bl.a. som skribent på magasinet Euroman.
Født: 25. oktober 1977
Uddannelse: Bachelor i teologi
Morten Lykkegaard (V)
Kendt for: Studievært på TV Avisen i Danmarks Radio, hvor han arbejdede fra 1990 til 2005. I perioden 1996 – 2005 var han foruden studievært på TV Avisen også vært for flere politiske programmer, nytårskavalkader samt underholdningsprogrammer. Medlem af EU-parlamentet for Venstre 2009-2014, hvor han ikke opnåede genvalg.
Født: 20. december 1964
Uddannelse: Journalist
Tidligere folketingskandidater og medlemmer
Afslutningsvis følger her en liste over tidligere kandidater og medlemmer af Folketinget, der havde offentlighedens bevågenhed, før de erklærede deres politiske ambitioner.
Jørgen Poulsen (NA)(R)
Kendt for: Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og journalist og udenrigskorrespondent på TV Avisen
Valgt til Folketinget i 2007 for det nystiftede parti Ny Alliance.
Efter politisk uenighed med partiledelsen blev Poulsen ekskluderet af folketingsgruppen i juni 2008.
Poulsen havde bl.a. udtalt sig kritisk mod det, han betegnede som en ny-liberalistisk kurs, der var imod partiets valggrundlag, samt at partiets ledelse uden om folketingsgruppen havde besluttet at sige nej til euroen.
I august 2008 blev Poulsen medlem af den radikale folketingsgruppe, som han ikke genopstillede for ved valget i 2011.
Født: 1943
Uddannelse: Journalist
Lars Kolind (NA)
Kendt for: Direktør for Radiometer og koncernchef for William Demant Holding, der ejer høreapparatvirksomheden Oticon. Har udgivet flere bøger om virksomhedsledelse.
Stillede op for Ny Alliance i 2007, men blev ikke valgt til Folketinget. Blev kendt for sine tanker om en flad skat på 40 pct. på Fyn, der blev undsagt af partiets ledelse.
Født: 5. maj 1947
Uddannelse: Cand.scient
Malou Aamund (V)
Kendt for: Model og desuden kæreste med kronprins Frederik i 1990. Datter af finansmanden Asger Aamund og kunstneren Susanne Aamund. Var salgschef i IBM før hun blev valgt til Folketinget for Ny Alliance i 2007. Skiftede i februar 2008 til Venstres folketingsgruppe. Forlod Folketinget grundlovsdag 2011.
Født: 28. juli 1969
Uddannelse: Cand.merc
Paula Larrain (K)
Kendt for: Journalist ved Danmarks Radio i perioden 2001-2007. Blandt andet som studievært på TV Avisen. Har også været paneldeltager i radioprogrammet Mads og Monopolet. Stillede i 2007 op for De Konservative, men opnåede ikke valg. Valgte i 2009 at opgive en politisk karriere.
Født: 29. januar 1970
Uddannelse: Journalist
Suzanne Bjerrehuus (K)
Kendt for: Model og skuespiller i 1970'erne og 80'erne og tv-vært på bl.a. DR's Superchancen og TV2's Eleva2ren. Er også paneldeltager i radioprogrammet Mads og Monopolet. Stillede i 2009 op for De Konservative, men opnåede ikke valg. Valgte at opgive en politisk karriere efter bl.a. uenighed med sin valgkreds om Christiania som Bjerrehuus støttede.
Født: 22. februar 1948
Uddannelse: Cand.jur
Uffe Ellemann Jensen (V)
Kendt for: Journalist ved Danmarks Radio og fra 1975 chefredaktør på Dagbladet Børsen. Blev medlem af Folketinget i 1977 for Venstre – få måneder efter han meldte sig ind i partiet. Udenrigsminister fra 1982-93 og formand for Venstre fra 1984-98, hvor han opgav ambitionen om at blive statsminister efter et snævert nederlag til Poul Nyrup Rasmussen (S).
Født: 1. november 1941
Uddannelse: Cand.polit, journalist
Preben Møller Hansen (P)
Kendt for: Yderst bramfri formand for Sømændenes Forbund fra 1969 med det folkelige tilnavn ”Sømandsbossen”. Blev i 1979 ekskluderet fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og dannede Fælles Kurs Klubberne som et alternativ til DKP, hvis ledere han mente, var blevet slappe i holdning og retorik.
Blev i 1987 valgt til Folketinget for partiet Fælles Kurs. Nåede dog kun knap otte måneder i Folketinget, idet han og partiet ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i maj 1988. Fælles Kurs manglede 0,1 pct. af stemmerne.
Født: 6. september 1929
Uddannelse: Sømand
Døde 11. september 2008
Jimmy Stahr (S)
Kendt for: Ansat på Danmarks Radio i perioden 1968-77 og radiovært på børnebrevkassen Spørg Olivia og ønskeprogrammet Giro 413. Blev i 1977 medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Meddelte i 1992, at han ikke ville genopstille, efter han blev taget for butikstyveri af en is.
Født: 6. maj 1935
Uddannelse: Skolelærer
Jacob Haugaard
Kendt for: Entertainer, skuespiller, musiker, konferencier og tv-vært. Haugaard stillede første gang op som løsgænger til folketingsvalget i 1979 som del af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Han brugte partistøtten til at servere øl og pølser for sine vælgere. I 1994 blev han valgt til Folketinget som løsgænger med 23.253 personlige stemmer. Hans farverige valgkampagne havde blandt andet rummet valgløfter om bl.a. ”flere hvaler i Randers Fjord, nutella i feltrationerne og medvind på cykelstierne.”
Kaldte sit valg til Folketinget en af de største practical jokes, der nogensinde er lavet, og stillede ikke op ved næste valg.
Født: 12. maj 1952
Uddannelse: HF
Lene Bro (S)
Kendt for: Skuespiller med blandt andet en rolle i filmen ”Harry og kammertjeneren” fra 1961 og roller på Det Ny Teater. Hun blev valgt til Folketinget i 1968 og var medlem frem til 1973. I 1968 blev hun fotograferet i folketingssalen iført rød-hvide hotpants og bare ben i knælange hvide støvler. Et billede, der både forargede og begejstrede og blev vist verden rundt.
Født: 10. maj 1936
Uddannelse: Skuespiller
Død 23. august 1995