Fortsæt til indhold
Politik

Charlotte Bircow stiller op for Liberal Alliance

Den kendte fitness-instruktør jagter en plads i Folketinget ved kommende valg.

Charlotte Bircow kan nu tilføje stillingen "politiker for Liberal Alliance" til sit cv.

Tirsdag aften blev den 53-årige Charlotte Bircow sammen med Sahar Aslani valgt som ny folketingskandidat i Københavns Omegns storkreds for Liberal Alliance forud for det kommende folketingsvalg. Sahar Aslani har tidligere været kandidat for Liberal Alliance i Gladsaxe.

Det skete efter et flertal blandt medlemmerne i valgkredsen ved et opstillingsmøde tirsdag aften.

"Det er en fornøjelse at få to dygtige kandidater med på holdet. Vi er glade for Sahar, som vi kender, men også for at Charlotte Bircow har valgt at repræsentere Liberal Alliance. Charlotte har en meget spændende profil, som jeg er sikker på vil blive et stort plus for Liberal Alliance", udtaler Martin Peter Nilsson, der er storkredsformand for Liberal Alliances Københavns Omegns storkreds, i en pressemeddelselse.

Charlotte Bircow har ifølge Martin Peter Nilsson selv kontaktet Liberal Alliance for at blive stillet op som folketingskandidat.

Det var bl.a. sundhedsområdet, der trak Charlotte Bircow ind i politik. Samtidig er hun klar til at kæmpe for Liberal Alliances mærkesager om eksempelvis lavere skat, fortæller hun.

"Vi har en kæmpe offentlig sektor, der trænger til en ordentlig gang hovedrengøring, synes jeg. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at få ryddet op, så vi kan få et bedre sundhedssystem, der kan få folk tidligere og hurtigere gennem behandling," siger hun til Jyllands-Posten.

Charlotte Bircow vil bl.a. kæmpe for at sikre patienter større selvbestemmelse over, hvor de vil behandles for deres sygdom, fortæller hun. Samtidig vil hun være med til at gøre sundhedssystemet klar til fremtidens udfordringer i et samfund, hvor et stigende antal danskere får depression og stress, mens fremtidens kræftprognoser viser, at antallet af kræftpatienter vil stige markant de næste år, siger hun.

Tanken om at være politiker er samtidig ikke ny for Charlotte Bircow.

”Det er noget, jeg har haft lyst til at gøre rigtig, rigtig længe, faktisk allerede da jeg som helt ung blev uddannet HA i erhvervsøkonomi. Der stod jeg og overvejede, om det var den vej, jeg skulle gå, inden jeg lige pludselig faldt over motionsbranchen," siger hun og fortsætter.

”Det kunne også være sket for et år eller to år siden. Nu har jeg været 25 år i sundheds- og fitnessbranchen, jeg har haft kræft gennem de sidste fire år og arbejdet meget med det område. Jeg ved, at jeg kan være med til at gøre en forskel, og jeg har lyst til at gøre en forskel," siger hun

Charlotte Bircow blev først kendt som fitness-dronning i Danmark, da hun i 1989 udgav sin første af siden mange træningsvideoer i 1989. I dag er hun foredragsholder, forfatter og selvstændigt erhvervsdrivende.

Liberal Alliances spidskandidat i Københavns Omegns Kommune er folketingsmedlem Joachim B. Olsen.