Fortsæt til indhold
Politik

Meningsmålinger, svage modstandere og politiske sejre: Sådan vælger regeringslederen sin valgdato

Tidligere statsminister-rådgivere forklarer, hvorfor valg bliver udskrevet på et bestemt tidspunkt.

Nogle vil mene, at valgkampen allerede er i gang.

Busser, aviser og togstationer er indhyllet i kampagner fra stort set alle partier, og alt fra politiske forhandlinger til nye folketingskandidater som Yahya Hassen for Nationalpartiet og Charlotte Bircow for Liberal Alliance bliver linket til det kommende valg.

Ikke desto mindre ved endnu ingen, hvornår valgdatoen reelt vil falde. I hvert fald ikke nogen der vil fortælle det til resten af Danmark.

Derfor forsøger mange danskere i øjeblikket at regne ud, hvornår krydserne skal sættes.

Nogle af dem, der formentlig har en bedre forudsætning end de fleste for finde svaret, er de tidligere særlige rådgivere for statsministre, der har udskrevet valg.

Meningsmålinger, optimistisk stemning i baglandet, forsøg på at stække en nyvalgt partiformand fra konkurrenten og sågar et kommende valg i Irak har været afgørende for tidligere valgdatoer, fortæller fire tidligere særlige statsminister-rådgivere til Mandag Morgen. De fire rådgivere har repræsenteret Poul Nyrup Rasmussen (S), Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V).

Samtidig fortæller rådgiverne, at den endelige beslutning bliver truffet i en ganske lille kreds af op mod fem-seks personer.

I 1998 stod statsminister Poul Nyrup Rasmussen og dermed også hans sekretariatschef og politiske rådgiver, Peter Mogensen, i nogenlunde samme situation, som nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt oplever i dag. Deadline for et nyt valg nærmede sig, og meningsmålingerne så ikke lovende ud.

Poul Nyrup Rasmussen (Soc.dem.) vandt valget i 1998 over Uffe-Ellemann Jensen (V), men måtte senere afgive statsministerposten til Anders Fogh Rasmussen (V).

"Meningsmålinger var det absolut vigtigste for, hvornår Nyrup ville udskrive valg," siger Peter Mogensen, nuværende direktør for tænketanken Kraka til Mandag Morgen.

"Nyrup trak den så længe som muligt. Regeringen var håbløst bagud. Det havde vi været hele tiden. Vi ventede på, at målingerne vendte, Og så var vi på udkig efter politiske momenter - nogle politiske projekter, der lykkedes," siger han.

Dengang lykkedes det for Poul Nyrup Rasmussen at genvinde statsministerposten. Det kan muligvis give Helle Thorning-Schmidt håb, ligesom en ny måling fra Ritzau, der mandag viser, at Socialdemokraterne har vundet de tabte mandater tilbage siden sidste valg.

24,8 pct. at stemmerne står Socialdemokraterne til ved den seneste måling, samme stemmeandel som ved valget i 2011. Alligevel ser regeringen ud til at skulle træde tilbage, hvis valget bliver skrevet ud lige nu. Sammen med SF, De Radikale Venstre og Enhedslisten står Socialdemokraterne til 45,9 procent af stemmerne. Blå blok kan ifølge målingen se frem til 52,2 pct. af danskernes krydser.

Den omvendte situation udspillede sig inden valget i 2011 med den Venstre-ledede regering som underdog. Alligevel valgte Venstre at udskrive valg i september 2011, fordi partiet ifølge Lars Løkke Rasmussens daværende særlige rådgiver, Mikael Børsting, var klar til at slås for at få den daværende statsminister genvalgt. Der var en optimistisk stemning, siger han om årsagen til udskrivelsen af valget.

Strategien var samtidig at finde huller i oppositionens valgstrategi og derved gå til modangreb. Den strategi bliver bakket op af Michael Kristiansen, der var særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ved valget i 2005.

To tidligere statsministre for Venstre, Anders Fogh Rasmussen (t.v.) og hans efterfølger, Lars Løkke Rasmussen (t.h.).

Dengang blev valget udskrevet, fordi Venstres meningsmålinger var gode, der var styr på konflikter med fagbevægelsen og et omstridt dankortgebyr, mens et kommende valg i Irak havde truende perspektiver for at bringe Venstre i modvind. Derfor skulle valget falde i januar, inden det irakiske senere på måneden.

Den drabelige tsunami i Asien i juledagene 2004 udsatte imidlertid den planlagte valgdato med et par uger.

"Når katastrofen indtræffer, ophører den politiske normaltilstand. Man udskriver ikke valg, mens landet sørger," siger Michael Kristiansen, nuværende partner i Kristiansen + Partners, til Mandag Morgen.

En anden katastrofe, omend i mindre målestok, kan opstå, hvis man venter for længe med at udskrive valg op til deadline.

"Det handler om aldrig at bringe sig i en situation, hvor man er nødt til at udskrive valg. Man skal selv bestemme, hvornår det sker," siger Michael Ulveman, særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen ved valget i 2007, til Mandag Morgen.

Venstre undgik dengang den situation ved at udskrive et hurtigt valg i 2007, inden den dengang nyvalgte socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, fik tid til at lancere sit politiske projekt. Samtidig var årsagen til valget i 2007, at Venstre havde haft succes med at trække de irakiske soldater ud af Irak samt med en nylig skattereform, der sænkede skatten på arbejde.

Vejen til et genvalg for Socialdemokraterne kan derfor være at fokusere på politiske projekter, der er lykkedes. Hans Engell, politisk kommentator, har tidligere over for Jyllands-Posten vurderet, at økonomiens positive udvikling kan spille ind på Helle Thornings valgforberedelser- og tanker.

Den danske økonomi har oplevet vækst i halvandet år, beskæftigelsen vokser og forbrugertilliden er ifølge Danmarks Statistik den højeste siden finanskrisen.

Samtidig er Socialdemokraterne et af de partier, der er mest aktive med annoncer på busser, aviser og på reklamebannere. Partiet udrullede hen over påsken tredje bølge af "Det Danmark du kender"-kampagnen, der bl..a benytter sig af tal, grafer og søjler, der viser regeringens resultater.

"Man starter ikke så stor en kampagne til så mange penge, for derefter at rejse på sommerferie. Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvis der skal være mening i den socialdemokratiske slagplan, så ligner det et valg inden sommerferien," sagde Hans Engell i sidste uge til Jyllands-Posten.

Hvorvidt det viser sig at være sandt, ved de færreste endnu. Og sådan vil det fortsætte, lige op til selve udskrivelsen af valget. I 2011 kendte "en håndfuld" til valgdatoen inden selve dagen, mens diskussionen om valgdatoen i 1998 foregik blandt to-tre toppolitikere og to-tre topembedsmænd og rådgivere.

"Han (Poul Nyrup Rasmussen, red.) diskuterede det med mig, Mogens Lykketoft og et par andre af sine nærmeste politiske allierede og rådgivere. Men den endelige beslutning var der ingen, der kendte. Han traf beslutningen alene," siger Peter Mogensen til Mandag Morgen.

Ifølge Justitsministeriet skal valget senest afholdes 14. september.