Fortsæt til indhold
Politik

Liberal Alliance vil opstille kendis-kandidat til Folketinget

Charlotte Bircow bliver præsenteret på et opstillingsmøde i aften.

Samme dag som digteren Yahya Hassan har offentliggjort sit kandidatur for Nationalpartiet, er Liberal Alliance klar med en kendt kandidat til Folketinget.

Fitness-instuktør og foredragsholder Charlotte Bircow bliver præsenteret på et opstillingsmøde i Københavns Omegns Storkreds tirsdag aften, bekræfter Liberal Alliances formand i Københavns Omegns Storkreds, Martin Peter Nilsson.

"Vores bestyrelse har to kandidater, vi gerne vil opstille. Vi anbefaler naturligvis begge to, når det er os, der opstiller dem, og så er det op til medlemmerne at vælge, om de skal opstilles eller ej," siger Martin Peter Nilsson til Jyllands-Posten.

Kredsformanden tør ikke spå om, hvorvidt Charlotte Bircow og den anden kandidat vil blive godkendt af medlemmerne i storkredsen.

"Det er svært at sige. Det er udelukkende op til medlemmerne," siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Charlotte Bircow, der afviser at udtale sig om sit kandidatur inden tirsdagens opstillingsmøde.

53-årige Charlotte Bircow slog igennem som fitnessdronning med sit slogan "balder af stål". Hun er især kendt for sine træningsvideoer.

Liberal Alliances spidskandidat i Københavns Omegns Kommune er folketingsmedlem Joachim B. Olsen.